Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Så er vi kommet til årets næstsidste dag, og dagen for den sidste spillerunde i Metal Ligaen, på denne side af årsskiftet. Blue Fox truppen sætter sig i ræve-ekspressen, for at krydse landet, og gøre sig klar til holdets tredje kamp på fire dage. Målet er Herlev, og et opgør mod Herlev Eagles.

Blue Fox hentede fredag deres sjette sejr i træk, da Hvidovre blev besejret hjemme på Kvik Hockey Arena. Det var dog ikke lutter glæde man forlod arenaen med efter kampen. For havde man vundet to point eller tabt et? Endnu en gang beviste Metal Ligaen hvor komplet uforudsigelig den er. Et formstærkt tophold var på hjemmebane foran 3-0, mod et formsvagt bundhold, og der var fem minutter tilbage af kampen. Ja tak, alt er under kontrol, og så alligevel ikke. Tre minutter og otte sekunder senere, stod der 3-3, og kun en super-redning fra Ari Ahonen forhindrede Hvidovre i at tage alle tre point.

”Alt kan ske”, ”alle kan slå alle”, ”En kamp varer 60 minutter” Klicheerne står i kø. Man må give Hvidovre respekt, for en ukuelig moral. Men uanset hvor tæt ligaen er, og hvem man mangler af spillere, så må det her selvfølgelig ikke ske, og slet ikke på hjemmebane. Så selvom man er tophold, så er der noget at arbejde med.

Nu gælder det så Herlev på udebane, og muligheden for tre nye point. Det er ikke nogen nem opgave, da Herlev på udebane, ofte kan være en vanskelig nød at knække. Men Blue Fox har dog vist rigtig gode takter på fremmed is i denne sæson. Sidst holdet var i Herlev vandt de 6-1. Men sidste de to hold mødtes, der vandt Herlev 3-1 i Herning.

Herlev har haft en af deres bedste sæsoner i mange år. Siden sejren i Herning 1. december, har de vundet over Aalborg, Odense, Gentofte, Hvidovre og SønderjyskE. De kommer dog ind til kampen med et 4-1 nederlag mod Esbjerg, fra i går. Før kampen er Herlev seks point foran Hvidovre, som formentligt er deres eneste fokus. Det gælder om at undgå 11.pladsen.

Blue Fox er endnu en gang favorit, men at det er top mod bund, er der absolut ingen garanti for, at man kommer til at kunne se. Der venter en ny svær opgave, en opgave, som vil vare i 60 minutter. Pucken smides kl. 16.30.

Byens rødder – Midtjyske vilje. Rigtig god kamp til alle, og rigtig godt nytår.