Med 571 Metal Liga kampe i bagagen er det en erfaren midtjyde der nu vender tilbage til Byens Rødder efter igennem 3 sæsoner at have repræsenteret SønderjyskE.

28 år står der på attesten og 3 danske mesterskaber pryder trofæhylden – alle sammen vundet med barndomsklubben Herning Blue Fox. Den bundrutinerede back Rasmus Nielsen vender hjem til Herning, indtil videre på en aftale gældende for de 2 kommende sæsoner.
Dermed samler Rasmus op på de allerede flotte 437 kampe for rævene, når han igen trækker den mørkeblå trøje over hovedet. Herningenserne kan dermed se frem til at få en af ligaens mest hårdtarbejdende forsvarsspillere tilbage på holdkortet.

Netop aftalen med bysbarnet har været en fælles prioritet for både spiller som sportschef, hvor Martin Struzinski har været i en tæt og konstruktiv dialog med Rasmus, der sammen med familien vender hjem, for at etablere sig i barndomsbyen.
”Det er mig en stor glæde, at Rasmus har valgt at vende hjem til sin barndomsklub. Med 571 kampe i den hjemlige liga samt landsholdserfaring i en alder af blot 28 år, får vi en spiller hjem med stor rutine. Rasmus er i sin bedste alder, og er fortsat motiveret og opsat på at gøre en forskel for Herning Blue Fox. Han besidder et naturligt ledergen, der inspirerer andre til at blive bedre, og med sit stabile høje niveau får han naturligvis en stor rolle på holdet fremover. Med Rasmus på plads de næste 2 år er fundamentet på holdet styrket, og vi forventer os samtidig, at han med sit store hjerte for klubben, vil være klar til at tage et kæmpe ansvar og ligeledes være en rollemodel for de unge i den kommende sæson”, fortæller Herning klubbens sports- og talentchef Martin Struzinski.