Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag aften venter der Blue Fox en svær opgave. Holdet skal en tur til Aalborg, hvor en flok sikkert revanche-tørstige pirater venter. Kampen starter kl. 19.00.

Tørsten efter revanche stammer fra sæsonens første opgør, som blev spillet i Herning. Her spillede Aalborg en rigtig god kamp, men først måtte de se Branden Gracel udligne bare 21 sekunder før tid, og i den efterfølgende overtid, sikrede den ”gamle” Daniel Nielsen så Blue Fox sejren.

Blue Fox tager til Aalborg med nogle gode sejre i bagagen. Et par af dem var kampe, som man også forventede at man ville vinde. Men sejren i fredags, hjemme over Frederikshavn, var en rigtig god en af slagsen. Det var en ny tæt og åben kamp, som kunne gå begge veje. Men i sidste ende tippede den til Blue Fox’ side, hvilket hårdt arbejde ofte medfører. Nu jagter rævene så tre nye point. Tre point som vil sende dem så tæt på Final4, som man stort set kan komme, uden at være helt sikre.

Men i Aalborg har de et piratskab, som også har godt vind i sejlene for tiden. De tabte godt nok 3-2 ude mod Rungsted for et par runder siden, men ellers så er både Herlev, Odense, Frederikshavn og SønderjyskE blevet besejret. De tre sidstnævnte alle med cifrene 4-1.

Grundspillet er tæt, og kampen om Final4 er tæt. Den tyvende spillerunde ligger ikke ret langt ude i fremtiden, og alle kampe og point er vigtige. Der venter uden tvivl, endnu en rigtig spændende kamp.

Pucken smides tirsdag kl. 19.00 i Gigantium.

Byens rødder – Midtjyske vilje. Rigtig god kamp til alle.