Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Søndag hopper Blue Fox igen i spillerdragterne, og løber på isen. Denne gang i den fynske hovedstad Odense, hvor Bulldogs tager i mod. Pucken smides kl.16.00.

Blue Fox leverede sidst de var i kamp et fint comeback, da de på hjemmebane vendte 0-2 til 3-2 på godt ni minutter mod Gentofte. Holdet viste flot moral, ved at komme tilbage, specielt oven på det store nederlag til Aalborg, to dage forinden. Men forud for comebacket var gået en ikke særlig god kamp, hvor Blue Fox virkede lidt for langsomme i både tanke og handling. Det er der ikke plads til, når holdet gæster Odense.

Blue Fox skal steppe op, hvis de skal have point, på den normalt så svære udebane. Der skal spilles hurtigere, og så skal der spilles mere simpelt. Blue Fox har mødt Odense et par gange tidligere i denne sæson. I de første to kampe spillede Blue Fox godt, men tabte, mens man i det tredje opgør, vandt sikkert hjemme i Herning. Tirsdag hjemme mod Gentofte var det forventet at U20-profilerne Jakob Jessen og Daniel Nielsen ville være med igen. Det var de dog ikke, derfor må chancen for at de gør comeback i denne kamp være ganske gode.

Blue Fox har været nummer et hele sæsonen, med undtagelse af ganske få dage, og det var netop Odense, der havde den i de få dage. Siden er de fynske ”hunde” dog rendt ind i nogle problemer. Holdet canadiske profil Anthony Camara er blevet sendt hjem, og de har tabt en del kampe. Siden sejren over Esbjerg d. 19. december, har de tabt til Aalborg, Rødovre. Frederikshavn, Rungsted og SønderjyskE. Men alt har en ende, og mon ikke de er yderst opsatte på at komme tilbage på sejrssporet.

Før kampen er Blue Fox 14 point foran Odense. Det er også en kamp mellem topscorerlistens fire øverste folk. Toni Kallela, Lasse Lassen, Dale Mitchell og Branden Gracel topper, i den rækkefølge, topscorerlisten.

Blue Fox Support sender en bus af sted, og der er stadig pladser. Man kan tilmelde sig helt frem til afgang, eller til der er udsolgt.

Odense på udebane plejer at være underholdende, men også svært. Blue Fox jagter tre nye point, og en udligning til 2-2, indbyrdes mod Odense. Face off er kl. 16.00.

Byens rødder – Midtjyske vilje. Rigtig god kamp til alle