Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Næstsidste runde i grundspillet spilles søndag, og for Blue Fox betyder det en stor til Rødovre, hvor et formstærkt hjemmehold står klar til at tage i mod. Pucken smides kl. 14.00

Trods en del afbud, bliver Blue Fox ved med at levere varen. Senest gik det udover Odense, som på Kvik Hockey Arena i den grad blev afmonteret, og sendt hjem til den fynske hovedstad med et nederlag på 8-2. Blue Fox sad på hele kampen, og kunne sagtens have vundet endnu større. Det var en kamp hvor flere offensive spillere bød ind, og som i den grad må have givet truppen endnu et skud selvtillid.

Nu gælder det så en udekamp mod Rødovre, og her skal Blue Fox selvfølgelig gå stenhårdt efter tre nye point, også selvom det klart er hjemmeholdet, som har mest at bruge dem til. Blue Fox har spillet sig i en position, hvor det er muligt at hvile spillere, som døjer lidt med nogle småting. Vi så Aalborg gøre det fredag i Gentofte, måske Blue Fox vil gøre det samme i denne kamp. Indtil videre har det dog ikke været noget, som Skriko & Co har benyttet sig af. Derimod håber man at kunne se et par spillere tilbage efter sygdom, og så går jungletrommerne også på, at Mathias Mølgaard skulle nærme sig comeback. Det ville være en vigtig spiller at få tilbage lige inden play off.

Rødovre tog et stort skridt mod en fjerdeplads, og hjemmebanefordel i kvartfinalen, da de fredag vandt efter overtid i Esbjerg. Et yderst fornemt resultat af et stærkt spillende Rødovre-hold. Klubben fra vestegnen står stærkere end de har gjort i mange år. De er stærke på målmandspositionen, med både Stefan Ridderwald og Gasper Kroselj. Sidstnævnte er dog ikke med søndag. Defensiven er bredere end den har været i mange år, med udenlandske profiler som Kevin Montgomery, Connor Hardowa, samt finske Eetu Vento, som er kommet til fra Blue Fox. I angrebet råder de over flere danske profiler som Mads Eller, Steffen Klarskov, Jannik Karvinen, Morten Andreasen, Nicklas Carlsen, Mathias Asperup og flere endnu. Rødovre har et stærkt hold, specielt på hjemmebane, og de jagter en overraskende fjerdeplads. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at de kommer med 155 km/t fra start, når pucken smides søndag kl. 14.00

Der venter en svær kamp, for begge hold. Ingen tvivl om at Rødovre har mest på spil, men Blue Fox giver ikke ved dørene. Vi er to kampe fra play off, og der er lang tid til jul. Det er ikke tiden hvor der uddeles gaver. Vi kommer for at gøre som vi oftest gør. Nemlig at vinde, og tage alle point med hjem.

Byens rødder – Midtjyske vilje. Rigtig god kamp til alle.