Skrevet af: Allan Kjeldsen

I Herning-lejren havde man inden kampen talt vidt og bredt om “hævnens time”, da rævene forleden led et ydmygende nederlag på hele 8-2 i Scanel Hockey Arena. Samtidig kunne publikum glæde sig over igen at se publikumsynglingen, Henrik Eriksson, tilbage på Kvik Hockey Arena, ligesom der også var gensyn med Roberts Jekimovs fra sidste sæson.

White Hawks har været stærkt kørende på det seneste og åbnede da også kampen med at udfordre førerholdet. Pucke ned i zonen, og inde i zonen blev der afsluttet flittigt fra både mulige og umulige vinkler.

Tilbagevendte Daniel Nielsen havde første alvorlige test af Thomas Lillie efter en vunden faceoff, men sidstnævnte leverede en fin redning på det ellers godt placerede skud. En veloplagt Lasse Lassen var manden bag den næste farlige afslutning, og denne gang var Lillie heldig i målet, da han ikke anede, at pucken dumpede ned ved siden af stolpen. Opmærksomt defensivt spil fik dog afværget situationen.

Nick Olesen og Mark Hurtubise fik også testet Ari Ahonen i hjemmeholdets mål, og spillet bølgede herligt frem og tilbage. Chancer i begge ender, men umiddelbart de største til Herning. Et dejligt flow i kampen betød ligeledes, at der ikke var synderligt mange spilstop i første periode, det eneste man manglede var kampens første scoring.

Midtvejs i perioden fik man så netop det. Først et klokkerent, men hamrende hårdt, hit fra Markus Jensen på Gorm Topholt, og så slog rævene til på kontra. Hurtigt spil i midtzonen skabte en to mod en-situation, hvor Sebastian Ruders spillede på tværs til Mathias Mølgaard, og den fysiske forward havde ingen problemer med at løfte pucken over sideforflytningen fra Thomas Lillie.

Afklapsningen fra sidst fremgik ligeledes tydeligt af rævenes spil og værterne spillede langt mere fysisk end tidligere set i sæsonen. Det blev dog til fulde matchet af Frederikshavn, og chancerne blev ved med at opstå i begge ender. Mølgaard og Ruders var ved at kopiere billedet fra scoringen mens Mads Larsen sendte et godt skud millimeter fra fjerneste stolpe.

Mod slutningen af perioden blev Branden Gracel vist i straffeboksen, og dermed kampens første powerplay til gæsterne. Det blæste rævene dog på og så måtte Lillie igen fiske pucken ud af nettet. Anders Poulsen og Daniel Nielsen strøg afsted i en omstilling, og i stedet for pasningen skød sidstnævnte selv, og den puck kunne Lillie ikke mere end halvredde. 2-0 til hjemmeholdet efter en livlig første periode.

Kyniske høge straffede manglende fokus
Blue Fox klarede også det resterende minut i undertal, men kort efter måtte også Patrick Madsen til afkøling. Oplagt chance til høgene for at komme tilbage i kampen, men gæsterne havde svært ved at få stillet op i powerplay og blive rigtig farlige. White Hawks tiltvang sig dog momentum i kampen og der var flere gange optræk til noget stort.

I stedet var Branden Gracel uhyre tæt på 3-0, da han gik køkkenvejen på Lillie i målet, og pucken ramte bagenden på keeperen, som var heldig med, at den akkurat sneg sig udenom målet. I den anden ende fik Mark Hurtubise en kæmpe mulighed for at sende reduceringen på tavlen, men desværre for ham og høgene fik han ikke pucken under kontrol. Der var Ari Ahonen ellers på dybt vand.

Kristian Jensen kunne som en af de få notere sig et hit på rævenes kaptajn, Daniel K. Nielsen, men gæsterne slap ikke for udvisning kort efter. Selvsamme Nielsen fyrede kanonen af et par gange dog uden Lillie for alvor kom på prøve. I det hele taget bød de midterste 20 minutter på færre målchancer og mindre poleret ishockey, men White Hawks fandt alligevel vej til nettet.

Et langt og tungt pres på værterne endte med en scoring fra gæsternes Nick Olesen, som ingen problemer havde med at udnytte Hurtubises fremragende forarbejde bag mål. 1-2-reducering, som efter en kæmpe fejl hurtigt blev vekslet til udligning 2-2. Helt alene foran Ahonen stod Shoma Izumi og et fikst træk over i baghånden blev køligt løftet over benskinnen på finnen.

Lidt ud af ingenting altså nu 2-2 på Kvik Hockey Arena, og man kunne som tilskuer ikke undgå at have kampen mod Hvidovre i tankerne. Spørgsmålet var nu om Blue Fox kunne gentage sejren, eller om White Hawks igen ville få skovlen under topholdet.

Finsk trekløver blev afgørende på heden
Herning lagde aggressivt fra land i tredje periode, og man noterede hurtigt tre afslutninger på Thomas Lillie. En ny dobbeltudvisning betød spil i fire mod fire, men den ekstra plads på isen kastede ikke noget nævneværdigt af sig. Nyt powerplay til White Hawks førte heller ikke noget med sig, og så var vi tilbage i fem mod fem.

Mark Hurtubise kom uhyre tæt på en scoring, da han vandt sin faceoff og afsluttede selv, men heldigt for Ahonen og Herning ramte pucken stolpen. Umiddelbart White Hawks i teten, men Blue Fox virkede særdeles farlige, når de satte gang i omstillingerne. Godt eksemplificeret af Markus Jensen, som trampede igennem og sendte pucken tæt forbi mål.

Branden Gracel snød fuldstændigt Kasper Kristensen, som måtte afskære canadieren vejen, og så kunne Blue Fox stille op i powerplay. Her leverede spidserne for rævene dog på ingen måde varen og så løb den chance ud i sandet. God chance til Thomas Andersen fulgte i kølvandet på det powerplay, og nu var turen igen kommet til høgene.

Effektiviteten i powerplay var der ingen af holdene, der besad denne aften, men Cam Spiro var dog uhyre tæt på. Kun en klasseredning fra Ahonen betød, at rævene klarede frisag, og så kunne kampen gå ind i sin afgørende fase. Her fik publikum til gengæld ishockey fra allerhøjeste niveau. Finsk sisu blev spredt ud over hele isen i bedste “russer-stil”, og til sidst kunne Toni Kallela sætte bladet på føringsmålet til 3-2.

1:40 igen og timeout Frederikshavn. Ud gik Lillie og nu seks mod fire. Spændingen og høgenes chancer led dog et endegyldigt knæk, da man blev fanget med for mange mand på isen, og så kunne Blue Fox køre sejren i hus i powerplay, hvor pucken fik lov at gå fra mand til mand. Dermed fik Herning deres hævn efter en flot og underholdene affære denne fredag aften i Herning.

1. Periode
10:37 1-0 Mathias Mølgaard (Ruders, Andersen)
19:21 2-0 Daniel Nielsen (Poulsen, D. K. Nielsen) SH

2. Periode
34:01 2-1 Nick Olesen (Hurtubise, Jekimovs)
35:47 2-2 Shoma Izumi

3. Periode
57:28 3-2 Toni Kallela (Pitkänen, Kerälä)

Udv
Blue Fox: 6×2 min
White Hawks: 5×2 min

Skud
Blue Fox: 30
White Hawks: 30

Tilskuere: 1924