Grundet en optimeringsopgave, har Herning Blue Fox valgt at flytte to ligakampe. Det betyder at den store åbningskamp bliver i selskab med årets første sne fredag den 2. november

Herning Blue Fox har fået hjælp fra SønderjyskE og Aalborg Pirates, som har indvilget i, at flytte to ligakampe, for at få alting omkring renoveringen af Kvik Hockey Arena til at gå op i en højere enhed. Således har man grundet en ekstra lille optimeringsløsning i forbindelse med byggeriet set sig nødsaget til at rykke den officielle åbningskamp frem til fredag den 2. november, hvor Herning Blue Fox møder Rødovre Mighty Bulls, og hvor årets første sne ligeledes vil falde, når Herning Blue Fox sammen med kampsponsoren – Tuborg Julebryg – byder indenfor i de nye fantastiske rammer.

Hos Blue Fox har man i nogen tid derfor arbejdet på ikke at skubbe flere kampe til Silkeborg, men derimod med hjælp fra et par hold at bytte nogle kampe, så tilskuere og sponsorer på Kvik Hockey Arena ikke skal snydes for flere oplevelser i den nye arena end først planlagt. Det er lykkedes med hjælp fra SønderjyskE og Aalborg Pirates, således at de oprindeligt fastsatte hjemmekampe i Herning den 23. oktober og 28. oktober nu i stedet er udekampe. Til gengæld kan de gæstende på Kvik Hockey Arena nu skrive søndag den 2. december og tirsdag den 19. februar i kalenderen, for der byder Herning Blue Fox på fart, spænding og masser af action på hjemmebane.

SE KAMPPROGRAMMET HER