Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Allerede søndag eftermiddag skal Blue Fox i kamp igen. Kl. 15.00 smides pucken i Hørsholm, til opgøret mod mestrene fra Rungsted.

Vigtig kamp ja, og vigtige point ja. Men vigtigst af alt, så skal Blue Fox vise at de kan følge op på den flotte indsats som de leverede fredag hjemme mod SønderjyskE. Der så vi nemlig det som vi rigtig gerne vil se fra Blue Fox. Der blev spillet med et godt tempo. Pasningerne lå, for det meste i hvert fald, på bladet, men bedst af alt, så var der ikke en finger at sætte på arbejdsindsatsen. Der blev skøjtet, tacklet og forechekket over hele linjen. Det var en fornøjelse.

Offensiven har været et problem for Blue Fox i denne sæson. Men nu har man i de seneste to kampe scoret fire mål. Samtidig har man også skabt flere chancer, og mod SønderjyskE kunne man sagtens have scoret tre – fire mål mere, uden man ville have kunne sætte en finger på det. Unge Peter Eg Larsen, som ellers spillede en rigtig stærk kamp i tredjekæden, stod for kampens største afbrænder, da han fra kloshold, sendte pucken forbi et helt tomt mål.

Men alle spillerne kan være tilfredse med deres indsats fredag. Simon var stærk i kassen. Thomas Andersen scorede to mål, og Joachim Linnet leverede to assist, begge fra en position i fjerdekæden. Nicolai Weichel tacklede ud. Kostromitin spillede med ro, og vandt dine dueller. Morten Poulsen var fandenivoldsk i sit skøjteløb, og ligesom mange af sine holdkammerater, brød han rigtig meget spil på offensiv blå. Bare for at nævne et par stykker.

Men søndag venter der så en ny kamp. Mestrene fra Rungsted har fået en svær start på sæsonen. Resultaterne har langt fra været som forventet, og på nuværende tidspunkt indtager de faktisk sidstepladsen. Det har fået klubben til at reagere, ved at den finske back, Juuso Pulli ind på holdet. Men efter en svær start så det pludselig ud til at de havde fået gang i spillet. Først blev Esbjerg besejret 5-2 hjemme i Hørsholm, og i runden efter blev det til tre point på den måske sværeste udebane i Metal Ligaen netop nu, nemlig i Frederikshavn. Man var godt nok spillet ned i store dele af kampen, men alligevel vandt man 3-2. Men i sidste kamp gik det så galt igen. På hjemmebane tabte man 3-6 til Herlev. Rungsted spillede ikke fredag, så de kommer uden tvivl med friske ben.

Er det en fordel at komme med friske ben? Eller er det en fordel at komme med kamp i benene og en succesfuld oplevelse? Det må tiden vise. I sæsonens hidtil eneste møde mellem disse to hold, vandt Blue Fox 3-2 efter straffeslag hjemme i Herning.

Sejren over SønderjyskE brød en elendig stime for resultater på hjemmebane for Blue Fox. Er det så ikke også bare nu at vi bryder vores efterhånden ret så elendige statistik på Sjælland? Det er ikke blevet til point i over et år øst for Storebælt. Det må meget gerne slutte nu, og spiller vi som vi gjorde fredag, så står vi med gode kort på hånden.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.