Truppen er tæt på at være komplet hos Herning Blue Fox i forhold til opstarten af sæsonen, og nu har man også fået endeligt styr på hele trænersetuppet.

Blue Fox’ canadiske cheftræner Ben Cooper og sportschef Martin Struzinski har valgt en lidt anderledes indgang til opbygningen af trænerteamet end man tidligere har set det i Herning klubben. Således er man gået fra at have én assisterende træner der stod cheftræneren bi, til at have et team af personer med hver sin special kompetence, der i en samlet enhed kommer til at udgøre Blue Fox’ trænerteam.

Klublegenden Dan Jensen kommer til at tage plads i Blue Fox boksen ved Bens højre side, hvor han får ansvaret for Blue Fox defensiven. Herudover bliver han et bindeled til Herning Ishockey Klubs talentfulde spillere, hvilket blandt andet kommer til at ske gennem træningsopgaver på tværs af Herning Ishockey Klub og Herning Blue Fox.
Udover Dan Jensen kommer Ernst Andersen også til at indgå som assisterende træner, med fokus på målmands-setuppet, ligesom Mathias Pedersen bliver tilknyttet holdet med opgaver indenfor videoanalyse. Alle assisterende trænere har været en del af klubben gennem mange år, og har alle spillet på allerhøjeste plan i klubben.
Herudover vil Andreas Gladov blive tilknyttet holdet som fysisk træner, med stor fokus på den rette fysiske udvikling gennem målrettet træning og ikke mindst løbende tests.

Sportschef Martin Struzinski har naturligvis det overordnede ansvar i hele trænerkabalen, og vil i et tæt samarbejde med den øvrige trænerstab i Herning Ishockey Klub sikre den rette udvikling for klubbens talenter samt have fokus på at skabe positive sportslige resultater for både Herning Ishockey Klub og Herning Blue Fox.