Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag aften åbner Kvik Hockey Arena igen dørene til play off ishockey. Det tredje slag i serien mellem Blue Fox og Herlev Eagles skal afvikles, og pucken smides kl. 19.00.

Før kampen søndag i Herlev, var det et presset Blue Fox mandskab som løb på isen. Men godt to timer senere var det formentligt en flok yderst lettede Blue Fox spillere, som forlod isen igen. Kampen blev vundet med 3-1, og dermed blev serien udlignet til 1-1, og hjemmebanefordel blev spillet tilbage på Herninggensiske stave. Nu går jagten så ind på en ny sejr, og en føring i serien.

Det blev aldrig den kønneste kamp i Herlev. Der var masser af nærkampe, og når ishockeykampe bliver fysiske, er det sjældent det polerede ishockey som der bliver spillet. I en udekamp mod Herlev, er det dog ikke nogen overraskelse. Der vil kampen oftest blive spillet på deres præmisser, og de spiller fysisk. Det er også det bedste våben de har, da de ikke ville kunne matche Blue Fox i en kamp afviklet med flot, tempofyldt og teknisk ishockey. Herlev bød absolut op til dans, og var tæt på flere gange. Men nu er det så deres tur, til at opleve lidt af den følelse som Blue Fox oplevede fredag aften. Nemlig at heldet ikke var på deres side, og at de måske havde fortjent bedre.

Blue Fox var derimod skarpe, noget som de ikke var i første kamp. Det er yderst positivt at Blue Fox genfandt noget af den skarphed, som de har søgt efter i et stykke tid. Det er også fedt at se unge spillere som Daniel Nielsen og Kristoffer Søgaard træde i karakter, som målscorere. Det stiller os bare endnu stærkere, når det så lykkes for vores rigtige målscorer, Lasse Lassen, Toni Kallela og Branden Gracel, at få hul på bylden.

Tirsdag venter så tredje opgør, og denne gang hjemme på Kvik Hockey Arena. Her skal vi se en kamp hvor Blue Fox fortsætter med at forbedre sig, og hvor skarpheden stadig forbedres. Ikke bare foran mål, men generelt over alt på banen. Det må forventes, at kampene på Kvik Hockey Arena bliver spillet på vores præmisser. Vi skal spille hurtigt, og vi skal skøjte. Så kan Herlev ikke følge med os.

Desværre er Juha Kiilholme blevet ramt af en skade, og dermed har Blue Fox nu måtte se tre top-centere udgå med skader i denne sæson. Det betyder også nogle nye kædesammensætninger, som lige skal spilles og trænes sammen.

Vi går benhårdt efter en sejr, og en 2-1 føring tirsdag, og så satser vi også på, for første gang i play off, på Kvik Hockey Arena i denne sæson, at afvikle en hel kamp, uden længere afbrydelser. Pucken smides kl. 19.00 tirsdag aften.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.