Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Fredag aften løber Blue Fox på isen til den tredje, og sidste ”hjemmekamp” på den midlertidige hjemmebane i Silkeborg. Det er Hvidovre der kigger forbi denne gang, og pucken smides efter planen kl. 19.00.

Er Blue Fox ved stille og roligt at komme i gang? De sidste to kampe har i hvert fald vist fremgang, både i spil og resultater. Men i den seneste kamp, som var fredag i sidste uge mod Herlev, viste også at holdet stadig er skrøbeligt. Hele tredje periode var spillet dybt ned i egen zone, og der skulle både lidt held, og ikke mindst en stærkt spillende Simon Nielsen til at hive pointene hjem. Men de kom hjem, og det er trods alt det vigtigste. Nu gælder det så Hvidovre, der som det tredje sjællandske hold på stribe, kommer på besøg i Silkeborg.

Hvidovre er startet sæsonen ganske fint, og kommer uden tvivl med et stærkere hold i denne sæson. De har blandet andet vundet 5-2 hjemme over Esbjerg, 4-3 hjemme over SønderjyskE efter straffeslag, og så spillede de 1-1 på udebane mod Aalborg. Vender man den om har de så også tabt 8-1 til Rungsted, samt smidt en 2-0 føring, for derefter at tabe 3-2 til Herlev. Hvidovre er før kampen godt nok placeret som nummer ni, men det er ikke mange point der skiller holdende. De har syv point efter seks kampe, mens Blue Fox har otte point for syv kampe. Så det er en yderst vigtig kamp for begge hold. Når Hvidovre kigger forbi, bliver det også et gensyn med den finske back Christian Silfver, som i sidste sæson var var på holdkortet i Blue Fox.

Blue Fox har mulighed for at tage den tredje sejr på stribe, og dermed tage endnu et lille hop op i tabellen. Det gælder om at gribe momentum nu, og bygge videre på det. Vi må ikke smide det i en hjemmekamp mod Hvidovre, heller ikke selvom kampen spilles i Silkeborg. Dette kunne også meget vel blive aftenen hvor finske Kim Strömberg debuterede for Blue Fox. Den rutinerede finne på 30 år har over 400 kampe i den bedste finske liga på CVet, og har altså erstattet Riley Brace, som ikke har slået til her i begyndelsen.

Vi håber på et talstærkt publikum, som er klar til at bakke holdet op i jagten på den tredje på stribe, og så er det også den eneste chance i får for, at sige farvel og tak, til Sportscentret i Silkeborg. For næste gang Blue Fox løber på isen til en hjemmekamp. Så er det med tyk streg under HJEMME. Så er det nemlig Kvik Hokcey Arena, hjemme i Herning, og hold nu k…. hvor vi glæder os.

Pucken smides fredag kl. 19.00

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.