Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag aften afvikles tredje runde i Metal Ligaens kvartfinaler. For Blue Fox betyder det endnu et besøg hos ”Piraterne” fra Aalborg. Kampen begynder 19.30.

19 sekunder. Små sølle 19 sekunder var Blue Fox fra at bringe sig på 2-0 i serien, og spille sig i en yderst favorabel position. Men sådan skulle det desværre ikke gå. Hockey-guderne er bare ikke med Blue Fox i denne sæson, og med altså kun 19 sekunder tilbage på uret fik Aalborg nærmest presset pucken i mål til 1-1. Det tvang kampen ud i overtid, hvor det som altid er stort set umuligt at forudse noget som helst. Men det blev Aalborg der slog til først, og så blev 2-0 altså i stedet til 1-1, og hjemmebanefordelen røg tilbage til Aalborg. Så nu må Blue Fox så bare op på hesten igen, og gøre det som de har gjort i to ud af fire kampe i denne sæson. Nemlig at vinde på den nordjyske hjemmebane.

De første 128 minutter i denne serie har været fuldstændig lige. Første kamp var mere offensiv, hvilket også kunne ses på måltavlen. Søndag i Herning havde begge hold tydeligt fokus på det defensive, hvilket ikke bare resulterede i få mål, men også i få chancer. Antallet af åbne chancer kunne næsten tælles på to hænder. Det handler hele tiden om at spille sikkert, og undgå fejl, for det er der vi ofte ser afgørelsen. Et andet område som i den grad kan blive afgørende er, hvem der først får gang i deres powerplay.

Serien står 1-1, og tirsdag aften går jagten så ind på sejr nummer to, og dermed 50 % af de nødvendige fire sejre. Det er helt åbent, og det er helt lige. Vi har vundet i Aalborg før, så hvorfor skulle vi ikke gøre det igen? Presset ligger i hvert fald på Aalborg. De sluttede i top fire. De er på hjemmebane, og de er regerende mestre.

Tag med Blue Fox Support til Aalborg, og bak drengene op. Læs mere på deres facebook side.

Pucken smides kl. 19.30.

Byens rødder – Midtjysk vilje. KOM SÅ BLUE FOX. Rigtig god kamp til alle