Skrevet af: Allan Kjeldsen

Blue Fox søgte selvsagt oprejsning efter blamagen i Aalborg, og rævene kunne glæde sig over igen at have Bjørn Uldall med i truppen. De to junior-20 landsholdsspillere, Daniel Nielsen og Jakob Jessen, blev skånet denne aften ligesom Anders Poulsen og Antti Kerälä savnede på holdopstilling. Også gæsterne havde sine skader op til kampen, men Gentofte er rigtig godt kørende for tiden.

Hjemmeholdet viste sig tydeligt opsatte fra kampens start, og rævene kom ud med masser af energi. Umiddelbart førte det ikke nogle chancer med sig mod det altid velorganiseret forsvar hos “stjernerne”, men Blue Fox havde omvendt også godt styr på de kontrastød som Karsten Arvidsens tropper forsøgte sig med.

Ingen af de to hold formåede at erobre et spilovertag i første periode, men Herning syntes at have en anelse mere snert i spillet. Markus Jensen fik en stor chance tæt under mål på en pasning fra Jan Dalecky, men Teemu Seppänen var på plads i gæsternes mål. Den finske trio med Ville Järveläinen, Marko Virtala og Joonas Riekkinen voldte kampen igennem problemer for den midtjyske defensiv, og de stod da også bag de fleste afslutninger mod Ari Ahonen.

Der skulle en fejl fra tilbagevendte Bjørn Uldall til før kampen fik sin første scoring. Den tidligere landsholdsspiller sendte blindt pucken rundt i banden, og da Järveläinen kunne spille Virtala helt fri var finnen iskold i sin afslutning. Ahonen satte sig på halen og pucken blev sikkert vippet op i nettaget til 1-0 Gentofte.

En svært uheldig Uldall indtog endnu en uheldig rolle da hans afslutning fra blå linje ramte Toni Kallela i hovedet, og publikum drog et lettelsens suk da den finske goalgetter selv kunne skøjte ud i boksen. Mod slutningen af perioden ragede Riku Pitkänen en udvisning til sig, og selvom værterne overlevede uden større problemer, så ventede der en stor opgave forude for topholdet.

Chancerne opstod – målene udeblev

Branden Gracel og Riku Pitkänen gjorde et ihærdigt forsøg på at vende skuden for rævene tidligt i anden periode, og førstnævnte havde kurs direkte mod målet. I høj fart tog han et træk, som desværre for ham betød at han tabte pucken, og at det derfor blev ved lige ved og næsten for canadieren.

Et powerplay til midtjyderne fulgte kort efter, men så indtraf der en mærkværdig episode. Under en faceoff blev Jan Dalecky udvist for forsinkelse af spillet – det er for denne signatur stadig uvist præcist hvad der skete i situationen. Spillet fire mod fire ændrede ikke på den skyttegravs-lignende tilstand kampen befandt sig i, selvom Patrick Madsen havde haft en stor chance kort forinden.

Et lyspunkt for Blue Fox var, at afslutningerne blev flere og flere som perioden skred frem. Stærkt arbejde fra tjekkiske Dalecky der alene med fire mand trak en udvisning på Mads Carlsen sendte hjemmeholdet ud i et nyt powerplay. Tværpasningen fra Kallela hoppede lige præcis over staven på Gracel der ganske givet havde scoret i situationen. Meget mere blev det ikke til mod den kompakte box fra Gentofte.

Samme Carlsen tog samme tur kort efter, og så brændte det igen på. Kallela var blank foran mål og Dalecky var i to omgange tæt på, men begge måtte de bøje hovederne for Seppänen. Skuddene haglede om ørerne på den finske sprællemand i gæsternes mål, men skarpheden savnede også det sidste hos skytterne fra Blue Fox.

Også Ahonen måtte vise klassen da Gentofte igen, lidt ud af ingenting, fik skabt en stor chance. Målscorer Virtala var helt fri foran mål, og kun en god refleks med benskinnen holdt ham fra sin anden scoring i kampen. En periode hvor der stod Blue Fox på det meste endte målløs, og alt gik endnu efter planen for drengene fra den københavnske forstad.

Lykken vendte for midtjyderne

Solidt pres på Gentofte til at åbne tredje periode, og puckene blev lystigt hældt på mål. Det virkede som om der skulle en tilfældighed til før den forløsende scoring kunne blive en realitet. Skriko havde rystet posen og samlet to stærke kæder som nu havde mindre end 20 minutter til at prikke hul på Seppänen.

Gentofte ændrede af gode grunde ikke på deres setup der stadig havde defensiven som første prioritet. Når Herning så tog en unødvendig udvisning, som den til Thomas Andersen, så kunne det finske femkløver forsøge at lukke kampen i powerplay. Blue Fox slap nådigt da Marko Virtala igen var i en oplagt scoringsposition, men omvendt gik tiden uden defensiven skulle arbejde.

De personlige fejl blev endnu engang dyre for Herning efter otte minutter af perioden. Nicholai Weichel med en forfærdelig og total mislykket pasning i egen zone blev let opsnappet af Oliver Reuter, og han kunne let fordoble føringen til Gentofte.

Det lignede en umulig opgave for Blue Fox at vende opgøret, men ved en tilfældighed kom rævene tilbage i kampen. Patrick Madsen lagde pucken på mål og midt i al trafikken kunne Kristoffer Søgaard styre pucken ind bag Seppänen til 1-2 og næsten en halv periode endnu for værterne.

Netop som Petri Skrikos tropper vejede morgenluft fik publikum igen noget at juble over. December måneds spiller i Blue Fox, Lasse Lassen, der akkurat fik passeret Seppänen i hullet mellem stokhandsken og brystet. 2-2 og fuldt udbytte til midtjyderne som sled hårdt for de to scoringer.

Med 1:25 tilbage på klokken fik Blue Fox så muligheden for at fuldende et nyt flot comeback. Rasmus Lyø blev lidt hårdt sendt i straffeboksen, og rævenes powerplay kunne næppe vælge et bedre tidspunkt at slå til. Jan Dalecky havde forsøgt rigtig mange gange fra positionen i bunden af faceoff-cirkelen, og endelig fandt han det kryds han havde søgt kampen igennem. 3-2 og gedigen jubel på lægterne i Kvik Hockey Arena.

Således lykkedes det Blue Fox at levere endnu et stærkt comeback, og topholdet fik dermed oprejsning for kollapset i Gigantium.