Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag aften lærte Herning Blue Fox en vigtig lektie ude mod Frederikshavn White Hawks, hvor et stort nederlag blev en realitet. Det er sæsonens blot andet nederlag, og allerede nu ønsker spillerne blot at komme tilbage på isen, for at viske tavlen ren.

Hver og en i omklædningsrummet ser frem mod fredag, hvor Hvidovre kommer på besøg på Kvik Hockey Arena. En hurtig mulighed for at komme tilbage på sporet. En kamp mellem top og bund, og en kamp som Blue Fox skal ud og vinde. Motivationen kan ikke andet end være helt i top i spillertruppen. Der er en selvforståelse som skal genoprettes, og det skal gå ud over ligaens nyeste hold. Et hold som Blue Fox har mødt en gang før i denne sæson. Det var i Hvidovre, og her vandt man sikkert 5-0.

Hvidovre ligger sidst, med fire point for 12 kampe. Men de har faktisk gjort det okay, og har flere gange presset deres modstandere. De har vundet ude over Odense efter overtid, og senest tog de point med hjem fra Vojens, efter at have trukket SønderjyskE helt ud i straffeslag. De kan godt spille ishockey, og må absolut ikke undervurderes.

Nummer et, og hjemmekamp mod bundholdet. Det kunne godt lugte af en sikker sejr. Men det findes ikke i Metal Ligaen, og derfor har Blue Fox brug for den altid store opbakning på egen hjemmebane, for at finde tilbage på sejrssporet.

Det er fredag kl. 19.30, at pucken smides på Kvik Hockey Arena.

Byens rødder – Midtjyske vilje. Rigtig god kamp til alle.