Skrevet af: Allan Kjeldsen

Klassikeren mellem Herning og Vojens kan på trods af massiv afstand i tabellen og semifinale i håndbold stadig trække flest tilskuere til Kvik Hockey Arena. Kampen blev spillet i højt tempo og var uden sammenligning den mest intense kamp på Kvik Hockey Arena indtil nu. En helt lige kamp faldt ud med et ekstra point til Blue Foxs fordel efter 65 glimrende minutters ishockey.

SønderjyskE fik et aldeles hurtigt powerplay til at starte jagten på deres første sejr over Herning i denne sæson. Umiddelbart inden følte hjemmeholdet sig snydt for en stav i ansigtet på Branden Gracel, men gæsterne skød alligevel løs på Ari Ahonen i kampens første powerplay. Mads Lund og Kyle Wharton tegnede sig for de bedste forsøg.

Gæsterne red videre på det momentum og var vældig aggressive i deres forechecking, men Blue Fox red stormen af og begyndte også at vise sig frem rent offensivt. Det var ud fra spillet ikke til at se at det var ligaens nr. 1 og 9 der krydsede klinger på Kvik Hockey Arena, og det beviser bare endnu engang at disse kampe har deres eget liv.

Den intense stemning fra lægterne bredte sig ud på isen, og der blev gået til stålet fra begge hold kampen igennem. Simon Wiuff satte en solid tackling i endebanden, og efterfølgende betalte Kyle Wharton tilbage med fysisk spil der kostede en tur i straffeboksen. Den største chance tilfaldt imidlertid gæsterne da Tyler Fiddler vandt en nærkamp med Christian Silfver, men alene med Ahonen blev finnen den store.

For Blue Fox var det mest lige ved og næsten i første periode da den sidste aflevering ikke var god nok. Eksempelvis kunne Markus Jensen og Sebastian Ruders kunne stikke i en to mod en endte forsøget på den smarte pasning med en omstilling den anden vej. Det bølgede herligt frem og tilbage, men bortset fra friløberen kunne ingen af holdene spille sig igennem til de helt åbne chancer.

Duft af slutspil på isen

Branden Gracel testede lynhurtigt om Joni Myllykoski var klar fra start da Kyle Wharton fumlede med pucken i egen zone, og finnen diskede op med en stærk refleksredning inde på stregen. Blue Fox syntes da også at have bedre flow og mere fart i anden periode, men på en omstilling var det nær gået galt. Greg Gibson på tværs til Patrick Dwyer, og stor redning fra Ahonen til at holde den tidligere NHL’er fra måltavlen.

Et længere pres fra gæsterne var ligeledes ved at sende spillet den anden vej, og Mads Lund lavede en professionel udvisning for at stoppe Kallela. Enkelte afslutninger på Myllykoski blev det til, men rigtig farligt blev det aldrig. Kort efter ny omstilling, kampens bedste bud på en scoring, og Kallela sendte pucken snert forbi fjerneste stolpe.

Lækre ting fra Branden Gracel fik midtvejs i perioden åbnet op for den lyseblå mur foran Myllykoski, men Pitkänen uden skarphed i afslutningen. Det samme for Juha Kiilholma som ellers havde halv tomt mål at skyde efter, men skuddet ramte en back foran mål. Blue Fox bedst i denne periode efter at SønderjyskE havde et lille overtag i kampens første 20 minutter.

Både Ari Ahonen og Joni Myllykoski spillede dog som gjaldt det en plads på det finske landshold, og begge leverede flere aldeles fremragende redninger. Selv ikke en uventet styring fra Lasse Lassen kunne overliste sidstnævnte, og de to var den direkte årsag til at nettet endnu ikke havde blafret i Kvik Hockey Arena.

Målene og dramatikken indfandt sig

Juha Kiilholma, som i disse dage kæmper foran en kontrakt hos Blue Fox, var tæt på at lave sin første kasse i snart 10 år for rævene. Trafikken foran mål gjorde det svært for Myllykoski, men han fik alligevel spottet pucken og reddet forsøget. I den anden ende fik Kyle Wharton en stor chance, men historien gentog sig og Ahonen leverede klassen og gjorde vinklen for spids.

Efter små 45 minutters hæsblæsende hockey bragte værterne sig i front med 1-0. Sebastian Ruders fik afsluttet på Myllykoski efter en retur og på sin egen retur kastede han sig ned og skubbede pucken det sidste stykke over stregen. Stor jubel på lægterne og fortjent føring til værterne som havde et lille overtag i en ellers meget lige affære.

SønderjyskE skulle dog ikke bruge længe på at udligne til 1-1, og igen var det tilfældigheder som kunne låse op for de to finske keepere. Skuddet fra Thomas Spelling blev blokeret af en back, men ligeledes fulgte han selv op på sin egen retur og fandt pladsen lavt ved den ene stolpe. De mange medrejsende fans fra Vojens hævede armene i jubel og igen alt lige på Kvik Hockey Arena.

Store chancer fulgte i kølvandet på målet til gæsterne, men også Toni Kallela havde et tørt hug tæt forbi mål. Med ni minutter igen fik Blue Fox et powerplay, og det på en aften hvor dommerne tillod at der blev spillet hockey, og dette var kun kampens fjerde powerplay. Udbyttet var dog begrænset, og med fem minutter igen fik gæsterne så chancen i powerplay.

SønderjyskE skulle ikke bruge mere end 16 sekunder, og så var de lyseblå i front. Greg Gibson med en skarp tværpasning til Thomas Spelling, og fra en spids vinkel satte han pucken højt i målet. En føring der dog kun varede i godt 30 sekunder for Lasse Lassen sled sig igennem, og igen var det på hans egen retur at udligningen blev en realitet. 2-2 og ganske enkelt fantastisk underholdning i Herning.

En kamp som ikke fortjente en taber endte retfærdigvis i overtid, og Blue Fox overlevede endda en undertalssituation inden kampen omsider blev afgjort. Det skete i straffeslag og her nettede Toni Kallela to gange for Blue Fox, som dermed vandt alle fem opgør mod Sønderjyske i grundspillet.