Herning Blue Fox har nu truppen på plads forud for den kommende sæson med underskriften fra den sidste canadier i denne omgang.

Således har blårævene fået tilført endnu mere canadisk power i form af den 28-årige forsvarsspiller Daniel Maggio, der har sat sin signatur på en kontrakt gældende for sæsonen 2019-20.
Daniel bevæger sig for første gang ud på de europæiske ishockey breddegrader efter at have spillet hele sin karriere i nordamerikansk ishockey. Herunder blandt andet med 174 optrædener i den stærke AHL liga og senest afsluttende i ECHL ligaen, hvor han har rundet mere end 300 kampe. Tilbage i 2009 blev Maggio draftet af New York Rangers, som han fik overbevist om sine kompetencer. Dog nåede han aldrig sin debut i verdens stærkeste liga, men opnåede således en solid vej gennem den næstbedste, hvor hans fysiske spil hurtigt blev et varemærke.

Daniel Maggio er nu klar til at prøve nye udfordringer, og vil glæde sig til at prøve kræfter med ishockeyen i Danmark. ”Efter at have spillet professionel ishockey i 7 sæsoner, kan jeg medbringe erfaring til holdet sammen med lederskab. Jeg forventer at konkurrere med stor lidenskab, hårdt arbejde og en vindende tankegang. Mit mål er at hjælpe holdet med at vinde et mesterskab, og at gøre fansene stolte”, fortæller Daniel Maggio.

Maggio har gennem hele opbygningsprocessen frem mod den nye sæson været et varmt emne, og i Herning har man arbejdet stenhårdt, for at få fat i underskriften fra canadieren, der trods en statistik som hård nyser har en masse andre kompetencer, der har lagt til grund for sportschef Struzinskis interesse.
”Vi har søgt længe efter en højre-fattet allround back med en god spilforståelse. I Dan har vi fået en spiller som gerne vil spille fysisk, er teknisk dygtig og har en fantastisk udstråling og personlighed som passer glimrende ind på holdet. Med Dans ankomst til Herning sætter vi dermed også et punktum for spiller indkøb for denne gang. Vi går fortrøstningsfulde ind i den nye sæson, med en spillertrup på kontrakt, som består af 3 målmænd, 8 backs samt 12 forwards”, lyder det fra Blue Fox’ sportslige ledelse.

Og netop fuldendelsen af holdet sker som Martin Struzinski understreger det, blandt andet med et målmandsteam på 3 målmænd. Udover Simon Nielsen og Albert Adamsen har man også tegnet en ungdomskontrakt med målmandstalentet Frederik Søgaard, der efter at have været inde omkring truppen sidste sæson nu kan glæde sig over en fast kontrakt hos Herning Blue Fox. 18-årige Frederik Søgaard kommer fra Herning Ishockey Klub, så det er med rette en af rødderne, der med lidt midtjysk vilje har bidt sig fast omkring eliteholdet.

Kontrakten med Daniel Maggio er naturligvis betinget af den endelige godkendelse fra Dansk Ishockey Union.