Skrevet af: Allan Kjeldsen

Det lignede en dag på kontoret ligesom alle andre da Hvidovre sikkert blev kørt over med 3-0 midtvejs i kampen. Fighters ville det dog anderledes og havde en kæmpe chance i slutsekunderne til at sikre sig point i Herning.

Man kunne med rette forvente et hjemmehold som ville komme blæsende fra start. Mens man måske ikke kunne tale om en såret ræv op til kampen var holdet uden tvivl såret på stoltheden efter blamagen i Frederikshavn. Hvidovre kom ind til kampen efter at have sikret sig point i Vojens, og gæsterne spillede friskt til fra kampens start.

Sebastian Svendsen fik kampens første gode chance da han midt i slottet kunne trykke af, men desværre for ham og Fighters strøg afslutningen forbi stolpen og Ari Ahonen, som altså havde fået genvalg til trods for i tirsdags. Spillet bølgede herligt frem og tilbage, men det forventede pres fra Blue Fox lod vente på sig.

Daniel K. Nielsen trykkede af med et hårdt slagskud lige ud fra Hvidovre-bænken, og Jan Dalecky havde en maskeret afslutning få sekunder senere. Rævene syntes at arbejde sig langsomt ind i kampen, og midtvejs i perioden fik hjemmeholdet også passeret Niklas Lundström i gæsternes mål. En super god pasning fra hjørnet af Toni Kallela blev behandlet efter fortjeneste da Patrick Madsen satte pucken lavt i målet.

Kallela er ellers mere kendt som målscorer, men denne aften strøg han om sig med lækre pasninger. Knald hård pasning i blinde lige på bladet af Riku Pitkänen, men denne gang rigtig god redning fra Lundström. 15 sekunder efter kampens første udvisning måtte svenskeren dog igen fiske pucken ud af nettet da Lasse Lassen klappede til pasningen fra Branden Gracel. 2-0 til værterne som endelig fik det til at klikke i powerplay.

Lassen var mod slutningen af perioden tæt på at blive dobbeltmålscorer, men alene med Lundström blev han denne gang den lille i duellen. Også Kallela fik en god mulighed efter eminent samspil med Antti Kerälä, men perioden endte altså uden flere scoringer.

Blue Fox i kontrol uden at være prangende

Anden periode havde samme kampbillede som i første. Blue Fox i kontrol uden at være decideret dominerende, og Hvidovre der levede op til deres navn ved at levere en god fight. Nyt powerplay betød dog yderligere tryk på Lundström, og igen måtte han kapitulere. Antti Kerälä fik masser af tid på pucken og gæsterne stod nærmest bare og ventede på pasningen. Da der ikke åbnede sig nogle muligheder afsluttede veteranen dog selv, og den puck sad helt oppe i krydset til midtjysk 3-0 føring.

Blue Fox buldrede efter scoringen videre og fik lagt det tryk man fra starten havde forventet. Den ekstra lange vej til udskiftning bekom tydeligt rævene bedst, og hjemmeholdet var hyppige på aftrækkeren i denne fase af kampen. David Sätmark måtte igen tage plads i straffeboksen, og trods flere gode skud mod mål lykkedes det ikke rævene at lave hattrick i powerplay.

Udvisningerne betød at Hvidovre sjældent var gæster hos Ari Ahonen, men man må rose gæsterne for at stå ganske fint i egen zone. Der blev ryddet op foran Lundström, sat tacklinger langs banden og kun i powerplay blev man udstillet som et af ligaens lavest placerede hold. Alligevel fandt Hvidovre lidt ud af ingenting vej til nettet, og det var såmænd i absolut sidste sekund af ingen ringere end David Sätmark.

Uventet comeback fra fightende Hvidovre

Lasse Lassen skød tredje periode igang med en kæmpe chance. Endnu engang alene med Lundström og han afsluttede hurtigt, men lige i handsken på svenskeren. Han kunne istedet se en større effektivitet i den anden ende da Adam Carnestad tæt under mål lirkede pucken mellem benene på Ahonen til en overraskende 2-3 reducering.

Bjørn Uldall tog værternes første udvisning kort efter, og så gik det ellers galt igen. Oliver Persson fik masser af tid og plads af et ukoncentreret forsvar, og han takkede for gæstfriheden ved at udplacere en prisgivet Ahonen.

Pludselig alt lige på Kvik Hockey Arena som måske kunne begynde at ane hvad der skete i kampen mod Frederikshavn. Alt for løse markeringer og manglende fokus betød balance på måltavlen, og det var nok de færreste der havde set den komme efter scoringen fra Kerälä. Alligevel ændrede billedet sig ikke synderligt da Blue Fox stadig jagtede målene, men nu var der til gengæld ikke råd til flere svipsere bagude.

Oliver Persson fandt sig kort efter i samme situation som da han satte udligningen i kassen. Masser af tid og plads til at skyde på Ahonen, men denne gang peb afslutningen forbi stolpen. Sekunder senere kunne Antti Kerälä så slå til i den anden ende da han var først over en returpuck på afslutningen fra Kallela, og så var rævene igen i front med 4-3.

Thomas Andersen, som så begrænset med spilletid denne aften, var lige ved at lukke og slukke for Blue Fox, men selvom han slog løs på pucken under benskinnen på Lundström lykkedes det ikke den arbejdsomme forward at dirke pucken i mål. Det gjorde det heller ikke minuttet efter for Tobias Dyk som ellers fik en kæmpe chance midt for mål. Igen sad markeringerne for løst og rævene var heldige da han overplacerede sit skud.

Tiden løb til sidst fra Hvidovre som aldrig først til allersidst kunne trække Lundström ud, men der burde udligningen til gengæld have været en realitet. Oliver Persson havde et frit mål at ramme og syntes sikker på scoring, men han fik akkurat ikke bladet på tværpasningen. Sort uheld for Persson og Hvidovre der såmænd havde fortjent et point efter en fremragende tredje periode.

1. Periode
10:27 1-0 Patrick Madsen (Kallela, D.K. Nielsen)
13:45 2-0 Lasse Lassen (Gracel, Jensen) PP

2. Periode
24:56 3-0 Antti Kerälä (Kallela, Pitkänen) PP
39:59 3-1 David Sätmark (Madsen, Kisum)

3. Periode
42:33 3-2 Adam Carnestad (Dyk, Persson)
45:49 3-3 Oliver Persson (Nielsen) PP
53:09 4-3 Antti Kerälä (Kallela, Pitkänen)

Udv
Blue Fox: 1×2 min
Fighters: 4×2 min

Skud
Blue Fox: 48
Fighters: 25

Tilskuere: 1325