Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Søndag kl. 17.45 smides pucken i Aalborg, til finale nummer to i Metal Ligaen mellem Aalborg Pirates og Blue Fox. Det er en flok gæster fra Herning som er under pres, efter nederlaget i første finale fredag aften. Blue Fox skal nu forsøge at udligne serien, og samtidig være det første hold til at vinde i Gigantium i Play Off i denne sæson.

Fredag begyndte den længe ventede finale endelig. 3118 tilskuere, hvilket er sæsonrekord på Kvik Hockey Arena troppede op, og dannede en flot kulisse om kampen. Desværre blev det aldrig den helt store oplevelse, som vi havde håbet på. Aalborg spillede en rigtig god kamp, og sad på klart det meste. Det blev akkurat så svært, som man havde frygtet at det kunne blive.

Om det skyldes pausen på en uge, må være op til den enkelte at afgøre. I hvert fald kom Blue Fox ikke ret godt i gang, og efter 10 minutter var man nede 2-0. Det er svært at hente i Play Off. En udvisning og en fejl i egen zone blev omgående straffet, og så var det op ad bakke fra der. Blue Fox har hele sæsonen igennem haft deres fart at spille på. En fart som ingen har kunne matche. Men mod Aalborg gik den ikke længere. Aalborg kan også skøjte hurtigt, og de fjernede vores fordel på det punkt. Samtidig har de en del mere fysik, og det er ikke noget der behager Blue Fox. Sejren var helt fortjent, og det er nu op til Blue Fox, at finde et modtræk.

Vores udspil af egen zone voldte os igen problem, og præcis som forudsagt, så blev det straffet. Pucken SKAL ud. Den må ikke tabes på egen blå. Pasninger på tværs af egen blå, når man er på vej frem af, er også forbudt. Den går ikke. Aalborg brød os gang på gang. Det er helt basale ting, som bare ikke må ske.

Nu gælder det så om at kigge frem af, og fokusere på, hvad der virkede, og hvad man kan gøre. Kampen er helt sikkert blevet kigget igennem på video, så spillerne kan se, hvad der fungere, og hvad der ikke gør. For fjerner vi første periode, hvor vi kom skidt i gang. Så tabte vi kun de sidste 40 minutter med 2-1, og Aalborgs sidste mål var oven i købet en ren gave. Sebastian Ruders rammer indersiden af stolpen, og flere gange får vi pucken ind foran mål, hvor den hopper og danser. Der manglede bare lige en blå stav på det rigtige tidspunkt. Vi havde også held med at få fremtvunget en del udvisninger. Fredag var vores powerplay ikke godt nok, men at vi kommer i powerplay, er positivt, nu gælder det så om at finde den rigtige opstilling, som kan omsætte det. Det er det der er så fedt ved Play Off. Det er ikke den ene kamp der afgør det. Det er en serie, og man har mulighed for at lære.

En ting er spillet på banen, men der er også et spil uden for banen. Et taktisk spil. Hvem er klogest der? Hvem finder hurtigst et svagt punkt, og hvem finder en stil eller en opstilling, som pludselig bare fungere? Det er Reid/Larsen mod Skriko/Pisar, og efter første kamp, er det uden tvivl den sidstnævnte duo, som har mest at arbejde med. I første kamp var Aalborg bedst, og det skal vi have ændret. Men vi leder ikke efter en plan, som kan ændre hele billedet over 60 minutter. Det er stort set umuligt. Det gælder om at finde de små ting, som kan tippe nogle afgørende momenter i kampen over på ens egen side. Nogle momenter, som gør at det store billede, stille og roligt tipper. Det var kun første slag, som blev tabt, det var ikke krigen.

Næste slag skal altså stå i Aalborg søndag aften kl. 17.45, hvor der forventes rigtig mange mennesker, og formentlig også rigtig mange fra Herning.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.