Herning Blue Fox har fået muligheden for at tilknytte erfaren finsk forsvarprofil til Blue Fox defensiven. Tilgangen betyder et farvel til landsmanden Eetu Vento.

Grundspillet går ind i sin sidste fase, og Herning Blue Fox har udnyttet en mulighed for at forstærke holdet inden man i denne sæson indtræder slutspillet om en god måneds tid. Ind i Blue Fox defensiven kommer den 31-årige finske forsvarsspiller Marlo Koponen, som dermed skifter sin tilværelse i Metal Liga klubben Gentofte Stars ud med Herning Blue Fox. Det betyder samtidig også, at Herning Blue Fox bliver nødt til at sige farvel til finske Eetu Vento, som kom til klubben i sommers i første omgang på en tryout, og har sidenhen høstet en masse erfaring i Blue Fox defensiven. Eetu har på alle måder været en yderst positiv oplevelse, og er virkelig vokset med opgaven.

Men muligheden er uomtvistelig en god en for Herning mandskabet, som med en førsteplads gennem hele grundspillet skal og vil stille med stærkest mulige hold frem mod et slutspil der spås til at blive det tætteste nogensinde, derfor glæder Blue Fox’ cheftræner sig også over tilgangen.
”Koponen har været en top forsvarsspiller i de sidste 1½ år i den danske liga, og havde stor andel af Gentoftes succes sidste sæson. Han er en type der er vant til og kan bære masser af spilletid, og har gode kvaliteter både i det defensive og offensive spil, så på mange måder en komplet 2-vejs forsvarsspiller. Med godt 160 kampe i den bedste finske liga og næsten 300 i den næstbedste, så fornægter erfaringen sig heller ikke, og så har Marlo Koponen med sin størrelse også i høj grad det fysiske tilsnit med i sit spil,” udtaler Herning Blue Fox’ finske cheftræner Petri Skriko.

Kontrakten med Marlo Koponen er betinget af den endelige godkendelse fra Dansk Ishockey Union.