Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Fredag løber Blue Fox på isen hjemme på Kvik Hockey Arena. Odense Bulldogs kommer på besøg til en kamp som begynder kl. 19.30. Husk at vi tømmer hanerne for julebryg, så før kampen koster det kun 20 kr.

Ved intro løber 22 Blue Fox spillere på isen, og de har hele banden i den grad noget at bevise. Den her sæson er ved at udvikle sig på en måde som vi aldrig har oplevet før. Vi går fra champagne-hockey og kampe hvor vi udspiller vores rivaler, til kampe hvor vi ligner et hold der aldrig har spillet sammen før. Vi er godt klar over at det er sport, og i sport kan alt ske. Men der må være grænser, specielt når man kan sende de navne som vi har i vores trup på isen. Nok må være nok. Vi er ved at være så langt inde i sæsonen, at man må kunne forvente bare en eller anden form for stabilitet. En kamp kan altid svinge, men at gå fra 0-4 til 5-4 på ni minutter. Det er på alle måder uacceptabelt. Det må ikke ske.

Der er ingen tvivl om at spillerne godt ved det. Men det kan bare ikke rigtig bruges til noget mere. Så må de jo gøre noget ved det. Vi har en trup fyldt med spillere der har flere hundrede kampe i den bedste danske række på CVet. De må begynde at tage ansvar. De her totale nedsmeltninger som vi har oplevet flere gange nu, hvor målene vælter ind med få minutter, eller rettere sekunders mellemrum. Det er der ikke plads til mere. Det skal stoppe NU. Det er flot at vi spiller en hel kamp uden at tage en udvisning. Men nogle gange er det på sin plads at tage en udvisning, for lige at sætte sig igennem. For at sætte sig i respekt, og sende et signal. Der er i hvert fald et trænerteam og en spillertrup der skal til at klemme balderne sammen, og begynde at tage deres arbejde seriøst. Der skal begynde at indse, at det logo de bærer på fronten af trøjen, faktisk betyder noget for en del mennesker, og ikke bare er en arbejdsgiver der udbetaler løn. Vi er mange der forventer at vi snart begynder at se den indstilling, som man kan tillade sig at tro vil komme fra et hold bygget op om lokale drenge. Hockeyopdragelsen fra HIK må meget gerne snart komme til syne. Det er altså ikke nogen leg det her. Det er ikke for sjov. Det er alvor, og vi forventer at se forbedringer fra NU AF.

Fredag venter så Odense, i en kamp som skal resultere i tre point. I de to første kampe vandt vi 4-1 i Odense og 6-2 i Herning. I den seneste kamp vandt Blue Fox 3-2 i Odense, i en kamp hvor cifrene dog ikke afspejler kampen. Blue Fox var bedst, og havde chancerne til at vinde stort. Odense er et hold der er meget bedre hjemme end ude, og det skal vi gerne se fredag. Odense kommer også til Herning med en ordentlig sæk, da de tirsdag tabte med hele 7-1 til Herlev, og det oven i købet på hjemmebane.

Vi bakker op om vores hold, og det vil vi jo nok altid gøre, uanset hvordan det går. Kampen tirsdag er jo allerede fortid, og gode præstationer har det med at få de dårlige til at gå i glemmebogen. Men vi må forvente at se et Blue Fox hold indtage isen fredag med ild i øjnene, fast besluttet på at sætte Odense på plads, og ligge Rødovre bag sig. Hver kamp er en ny chance for at starte en stime og finde noget stabilitet, og vores nye chance begynder fredag. KOM SÅ BLUE FOX!!!!!!!!!

Pucken smides kl. 19.30.

Byens rødder – MIDTJYSK VILJE. Rigtig god kamp til alle.