Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Fredag spiller Blue Fox den sidste træningskamp, inden starten går på Metal Ligaen 2019/2020. Modstanderen er finske TPS Turku, der til dagligt spiller i Liiga, den bedste finske række. Kampen starter kl. 19.00, og som sædvanligt til træningskampe i Herning, er der gratis entré for alle.

For Blue Fox har opstarten langt fra været optimal. Holdet er blevet ramt af en masse skader, og har tabt alle deres træningskampe. Fredag er altså sidste chance for at få en sejr, inden sæsonen begynder. Det vigtigste må dog være ikke at få flere skader. Det bliver en svær opgave for Blue Fox, uden tvivl. Et hold fra Liiga vil altid være en stor opgave for et mandskab fra Metal Ligaen.

Hvem er vores modstandere så? Klubben blev stiftet i 1922, og spiller til dagligt deres hjemmekampe i Gatorade Center, med plads til 11820 tilskuere. En af klubbens ejere er finske Miikka Kiprusoff. Han er en af de største finske målmænd i mange år, med masser af store priser, et hav af kampe i NHL, for San Jose Sharks og Calgary Flames samt for diverse finske landshold. Han startede sin karriere i netop TPS, for klubbens U20 hold, helt tilbage i sæsonen 92/93.

Klubben har vundet det finske mesterskab 11 gange. Første gang i 1956, og senest i 2010. I seneste sæson led de samme skæbne som Blue Fox, og måtte tage på sommerferie allerede efter kvartfinalen. Holdet har deltaget i Champions Hockey League i de seneste fem sæsoner. I denne sæson er de dog ikke med, grundet nederlaget i kvartfinalen. I stedet for deltager de i denne sæson i Spengler Cup.

De kommer med et hold med masser af stærke finske spillere, suppleret med et par stærke imports. Det nok største navn af dem alle fra sidste sæson, er der dog ikke mere. Angriberen Kaapo Kakko, der slog benene væk under alle under seneste VM, er rejst til NHL, hvor karrieren fortsætter hos New York Rangers. I sidste sæson spillede Patrick Bjorkstrand også for klubben, men han er rejst videre til Villacher SV i den østrigske EBEL-liga.

Der venter igen Blue Fox en stor udfordring, mod en yderst kvalificeret modstander. Pucken smides som sagt kl. 19.00 på Kvik Hockey Arena, og der er gratis entré.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle