Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Søndag skal Blue Fox i kamp igen, når Herlev gæster Kvik Hockey Arena. Pucken smides kl. 15.00.

Fire på stribe er et spil, men det er også en sætning der spiller en del ind søndag. Det er nemlig vores fjerde søndags hjemmekamp på stribe, og samtidig løber Blue Fox på isen med muligheden for at hente den fjerde sejr på stribe. Hvilket vil være første gang i sæsonen. Troen på det kan lade sig gøre, må man i den grad sige er til stede.

Blue Fox ser nemlig ud til at være kommet i gang. Tre sejre i træk, ni point, og en målscorer på 14-4. Offensivt er Blue Fox ved virkelig at finde recepten. Således har vi i vores seneste fire kampe nettet 18 gange.Først var det Rødovre. Derefter var det først Metal Ligaens nummer tre fra Aalborg,og fredag var det så andenpladsen fra SønderjyskE der blev sat på plads. BlueFox begynder i den grad at ligne sig selv.

I fredagens kamp mod SønderjyskE var Blue Fox som sådan ikke det bedst spillende hold. Det var set over 60 minutter en meget lige kamp. Men det var en kamp, hvor Blue Fox vandt marginalerne. SønderjyskE havde i den grad deres chancer, men Blue Fox fightede stort, og Simon Nielsen var intet mindre end en levende mur. Eneste malurt i bægeret var at han et minut før tid, måtte se hans shootout forsvinde, da SønderjyskE fik reduceret i powerplay. Men det ændrer ikke på helhedsindtrykket. Nemlig at Blue Fox leverede en fantastisk fight. Det blev også kampen hvor unge Peter Eg Larsen scorede sit første mål,da han scorede til 3-0, med en assist til Jakob Jessen. Et flot bidrag af vores fjerdekæde.

 Vi har tidligere set Blue Fox have problemer hjemme mod Herlev, men det har været i sæsoner hvor alle forventede en sikker sejr. Denne gang er det anderledes. Herlev er stærke, og kan på ingen måde undervurderes.Men hvorfor skulle vi også det? Vi har en opadgående formkurve, og spillerne har med sikkerhed ikke lyst til at slippe grebet igen.

 Blue Fox er før kampen otte point foran Herlev, men Herlev har en kamp i hånden. Så Blue Fox har mulighed for at slå et hul. Samtidig står Blue Fox med muligheden for at mindske afstanden op til Frederikshavn til ni point. Aalborg skal på en svær opgave i Rødovre, og skulle hjemmeholdet vindeder, så vil afstanden op til Aalborg også være nede på ni point. Det er faktisk ikke så slemt, når vi for en uge siden var efter med omkring 17 point.

Blue Fox jagter fire på stribe. Vi jagter top fire, hvilket pludselig er en mulighed igen. Men endnu vigtigere, så jagter vi at fortsætte vores opadgående formkurve. Den negative spiral er brudt, og nu gælder det om ikke at falde tilbage i den igen. Herlev har imponeret i år, men der bliver ikke delt flere gaver ud på Kvik Hockey Arena.

Pucken smides kl. 15.00 på søndag på Kvik Hockey Arena.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.