Søndag kl. 14.00 løber Blue Fox på isen til deres første træningskamp, frem mod den nye sæson i Metal Ligaen. Kampen spilles på Kvik Hockey Arena, og modstanderne er Frederikshavn White Hawks. Der er gratis entré for alle.

Blue Fox har et længere opstartsprogram i år, hvor spillerne virkelig får mulighed for at blive spillet sammen. Der er også lagt en ”ryste sammen tur” til Belfast ind i programmet, som også byder på to kampe mod det lokale hold fra Belfast Gigants. Søndag bliver altså første mulighed for at se holdet i kamp, og for at se vores nye spillere i aktion for første gang. Spillere der er scoutet mere efter personlighed, end flotte CVer, da vores nye trænerteam har en helt klar ide om, hvilket udtryk Blue Fox skal have i år. Så selvom det kun er en træningskamp, så bliver det spændende at se, om man allerede nu kan se en forskel.

Som sagt er modstanderen Frederikshavn, som også går ind til denne sæson med store ambitioner. De har samlet et slagkraftigt hold, med flere spændende navne. Frederikshavn har allerede været i kamp en gang. Det var i torsdags, hvor man gæstede rivalerne fra Aalborg. Det endte med et nederlag på 4-0. I samme kamp fik Patrick Madsen, som Frederikshavn jo har hentet i Herning, kun to minutter på banen, inden han røg i bad for en tackling. Om han er med søndag vides ikke lige i skrivende stund, men er han, bliver det første gang i hans karriere, at han skal indtage Kvik Hockey Arena som gæst.

Vi håber på et pænt fremmøde, da det jo er ved at være et stykke tid siden der sidst har været ishockey i Herning. Husk at Frederik Andersen stiller op ”under legenderne” inden kampen, og vil svare på jeres spørgsmål. Det er kl. 13.20.

Pucken smides altså kl. 14.00, og som altid i Herning, så er der gratis entré for alle til træningskampe.

Husk at første hjemmekamp i Metal Ligaen er tirsdag d. 10. september kl. 19.00, mod mestrene fra Rungsted

Byens rødder – midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle!