Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Fredag skal Blue Fox-bussen på vejen for første gang i denne sæson. ”Rævene” skal en tur til Frederikshavn, og spille den tredje træningskamp. Pucken smides kl. 19.00.

Det er rigtigt at vi tirsdag var uden tre profiler, og havde Albert på mål. Men det kan ikke rigtig bruges til noget denne gang. For Esbjerg var uden fem af deres nye, og ikke mange målmænd havde klaret de opgaver, som Albert blev sat på i tredje periode. Alt i alt en skidt indsats, som spillerne nu har en chance for at ligge bag sig.

Frederikshavn var i Herning i søndags, og her endte det med en sejr på 3-2 til gæsterne, efter overtid. Så Blue Fox har noget at revanchere. Det var en god kamp, hvor luften dog forsvandt til sidst. Blue Fox er inde i en periode hvor de træner syv dage om ugen, og flere af dagene op til to gange. Så der bliver mast på, og det er klart at det giver lidt ømme stænger. Men det er en nødvendighed, for at kunne klare den nye stil.

Er Burmagin med? Er Maggio med? Det er vel de eneste to rigtige spørgsmålstegn på spillerfronten?

Vi håber alle på en bedre præstation, som meget gerne må resultere i den første sejr.

Byens rødder – midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle