Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Fredag aften slår Kvik Hockey Arena for sidste gang i denne sæson dørene op til grundspils-ishockey. Herlev Eagles er modstanderen i en kamp som begynder kl. 19.30.

Man må sige at Blue Fox i den grad er ved at tanke selvtillid op mod play off. Det at grundspillet sluttede med tre hjemmekampe i træk, var en fremragende mulighed for at gå ind i play off med momentum, og det er Blue Fox ved at udnytte til fulde. De sidste to kampe har givet fuldt hus med seks point, og en målscorer på 11-0. Men det er ikke bare resultaterne der har været gode, det har spillet og indstillingen i den grad også været. Der er blevet arbejdet hårdt, der er blevet skøjtet, og så er der blevet truffet de rigtige beslutninger. Det har været en fornøjelse at være vidner til. Blue Fox har i hvert fald fået sendt et signal til konkurrenterne, men nok endnu vigtigere, til sig selv. Vi kan faktisk godt spille ishockey.

Nu gælder det så om at holde ved, og få lukket grundspillet godt af. Efter to så flotte præstationer må vi ikke skvatte. Der skal ikke meget til før optimismen forsvinder igen. Så nu skal vi være klar, og sørge for at Herlev ikke får noget som helst foræret. Vi SKAL gå ind til play off med tre sejre på stribe. Vi har alle muligheder for det.

Herlev har, ligesom Blue Fox, ikke andet at spille for end finpudsning og selvtillid. De ligger nummer otte, og ved at der venter en play in og venter mod Odense. Sidste sæson mødte Herlev og Odense også hinanden i play in. Her var Odense en lille favorit, til trods for en massiv formnedgang. Men det var Herlev der sejrede, og gik i kvartfinalen. Her blev de så valgt af Blue Fox, og sendt på sommerferie med 4-1 i kampe. I denne sæson kan Herlev ikke løbe fra at de er favoritter til play in. De er faktisk rigtig store favoritter. Det vil være en kæmpe skuffelse for ”Ørnene”, hvis kvartfinalen glipper.

Herlev ligger godt nok næstsidst, men de har det stærkeste hold i mange år, hvilket også vidner om at bredden i Metal Ligaen er større end nogensinde. De har en solid målmand i svenske Emil Jidskog. De har bunkevis af rutine i 40 årige Kim Staal, og så har de lavet to af sæsonens mest imponerende signinger, i de to svenske angribere, Jesper Thörnberg og William Quist. De to indtager henholdsvis første og tredjepladsen på topscorere listen, og har tilsammen lavet 103 point i 76 kampe. Jesper Thörnberg er også ligaens mest scorende spiller, med 30 mål i 38 kampe. Det er hele syv mål mere end nummer to, som er Nikolaj Rosenthal fra Rungsted. Det er imponerende. En ting har dog ikke ændret sig, og det er disciplinen. Herlev er med 687 udvisningsminutter ligaens mest udviste hold. De har 295 udvisningsminutter mere end Blue Fox.

Pucken smides fredag kl. 19.30 på Kvik Hockey Arena

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle