Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag afvikles runde nummer 50, og dermed sidste runde af grundspillet i Metal Ligaen. Der er fuld knald på, hvilket betyder fem kampe, som alle starter kl. 20.30, og for Blue Fox, gælder det en udekamp mod Rungsted.

Søndag måtte Blue Fox indkassere et sjældent nederlag, da et velspillende og yderst opsat Rødovre-hold tog sejren på egen is. Det er altid ærgerligt at tabe, men man må også erkende, når man taber til et, på dagen, bedre hold. Samtidig er det måske meget godt, lige at få begge ben på jorden, inden play off. Ingen vinder guld, ved at tro at man er uovervindelig. Der er også en del positivt at tage med fra kampen. For på trods af spilfordelingen, så var stillingen tæt hele vejen igennem. I målet stod Ari Ahonen en rigtig stærk kamp, og så var der comeback til Mathias Mølgaard. Det sidste var en rigtig positiv nyhed.

Nu gælder det så om at rejse sig igen, og hive en sejr i land tirsdag i Hørsholm. Ligesom det var tilfældet i søndagens kamp, så har hjemmeholdet også i denne kamp, noget mere at spille for. Men det skal man ikke kunne se på kampen. Efter et stort set perfekt grundspil, ønsker vi ikke at gå ind i play off med to nederlag i træk, hvilket for øvrigt også vil være første gang i sæsonen, at det ville ske for Blue Fox. Så det gælder om at være klar, og levere en stærk præstation. En præstation som viser, at vi er klar til play off.

Rungsted spiller for direkte adgang til play off. Før kampen er de et point foran Odense, som samtidig møder Esbjerg, hjemme på Fyn. Med Odenses form in mente, ligger det ikke lige i luften, at de vinder over Esbjerg. Men Metal Ligaen er uforudsigelig, og vil Rungsted fjerne alt tvivl, så skal de vinde over Blue Fox.

Blue Fox har haft et fint tag på Rungsted indtil videre i denne sæson, og det må gerne fortsætte. Der er bare noget over den sidste kamp i grundspillet. Der er noget signalværdi, både ind af, men ikke mindst udadtil. Det gælder om at stå skarpt nu. Aalborg har haft et forrygende grundspil, men slutter af med at spare spillere, og taber to kampe i træk, rimelig klart. Det pynter ikke, og sender samtidig nogle unødvendige signaler. Det er der ingen grund til skal ske for os.

TV2 Sport har valgt at sende kampen mellem Odense og Esbjerg. Men de har både en rapporter og et kamera klar i Hørsholm, så hver gang der bliver scoret, eller der er et andet vigtigt højdepunkt, så bliver det stillet om.

Pucken smides kl. 20.30.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.

HUSK AT BLUE FOX ÅBNER PLAY OFF, FREDAG D. 9. MARTS KL. 19.30, HJEMME PÅ KVIK HOCKEY ARENA.