Her til aften blev der i en live streamet udsendelse valgt modstandere til kvartfinaleserierne i Metal Ligaen. Første forhindring for Blue Fox bliver Herlev Eagles.

Det stod klart da Blue Fox direktør Torben Skovsgaard med førstevalget efter grundspilssejren valgte, at tage kampen op mod Herlev Eagles i en bedst af syv serie. Vinderen tilspiller sig adgang til semifinalen.

Første slag i kvartfinalerne skal slås allerede nu på fredag, hvor Kvik Hockey Arena i en forhåbentligt propfyldt kulisse løber på banen til første faceoff i slutspillet 2018.
Flere sponsorer har nemlig været med til at sikre, at man kan starte slutspillet med pomp og pragt, ved at sørge for fri entré for alle der vil opleve ishockey når det er allerbedst, man møder blot op ved indgangen. Siddepladser koster et lille differencebeløb, og disse pladser opnås ved at købe dem online på bluefox.dk.

Hos Blue Fox opfordrer man alle til at komme i god tid, da der vil komme et massivt pres på indgangene lige op til kampen. Derfor anbefales det også at man kommer mindst ½ time før kampen, for at nå på plads inden faceoff kl. 19.30.
I den forbindelse og for at starte alle festlighederne vil der være livemusik ved cafeteriabaren fra kl. 17.30 når dørene åbner, ligesom der også vil være øl til kun 20 kroner for 0,4 liter fadøl. Sidstnævnte tilbud gælder i tidsrummet fra kl. 17.30-18.30, hvorefter øllene vil komme til at koste som vanligt.

Vel mødt til kvartfinalerne – kamp nummer 1, på Kvik Hockey Arena, fredag den 9. marts, og der er faceoff kl. 19.30.