Skrevet af: Allan Kjeldsen

Et massivt overtag i spil og chancer blev først belønnet til allersidst da Herning sendte Frederikshavn hjem til nordjylland uden point. Sejren burde have været sikret langt tidligere, men publikum fik både spænding og dramatik til det sidste.

Simon Nielsen var tilbage i målet hos Blue Fox og han fik en kedelig start på kampen. En stærkt spillende Nick Olesen trykkede af og Nielsen kunne kun halvklare, hvorefter pucken sprang i en blød bue over skulderen og i mål. 0-1 på måltavlen efter lidt over et minut, og kvalerne mod de nordjyske hold fortsatte således fra kampens start.

Et powerplay gav muligheden for en fordobling af føringen, men Nielsen og Co kunne uden større anstrengelser holde stand. White Hawks red videre på den gode start på kampen, og Blue Fox skulle tydeligvis lige finde fodfæste igen. Lasse Lassen havde en lumsk afslutning med baghånden, og det var værternes første reelle chance godt på vej mod midtvejsmærket i første periode.

Marlo Koponen ydede tiltrængt forstærkning til backlinjen som stadig var uden Bjørn Uldall og Eetu Vento, og finnen spillede lige så solidt som han har gjort lige siden han kom til Gentofte. Kampens hidtil enlige målscorer fik en gylden chance for at nette på ny, men pucken sprang akkurat over staven på Olesen.

Toni Kallela fik pucken serveret på bladet af gæsternes defensiv, og han tog køligt et træk rundt om backen inden han forsøgte skuddet mellem benene på Christian Larsen. Da Kallela igen skøjtede på isen sendte han en smart afslutning på fjerneste benskinne af Larsen, og på returen savnede Juha Kiilholma den sidste vilje til at komme først på pucken og sætte udligningen i kassen.

Det lignede ellers en udligning kort inden pauseteen, men dommeren virkede sikker i sin sag da han bestemte at Lasse Lassen slog pucken i mål i en højde over overliggeren. Samme Lassen blev sekunder senere udvist, og dermed fik Blue Fox hverken en optimal start eller afslutning på kampens første 20 minutter.

Rævene i den dominerende rolle

Hjemmeholdet overlevede også det resterende minut af udvisningen til Lassen, og så kunne jagten på en udligning gå ind for Petri Skrikos tropper. Chancerne blev forøget væsentligt da Simon Grønvaldt fik en hård udvisning på en umiddelbar ren tackling, og Blue Fox fik lagt et solidt tryk i de efterfølgende minutter.

Publikum så da også pucken inde da styringen fra Jan Dalacky gik i sidenettet, og det var i det hele taget trængsle tider for gæsterne. White Hawks skal roses for den rette indstilling rent defensivt hvor flere skud blev blokeret, men de havde mere end svært ved at matche det tempo som Blue Fox fandt frem.

Det måtte næsten gå galt for nordjyderne, og 1-1 blev en realitet godt midtvejs i perioden. Sebastian Ruders sendte et følt håndledsskud op i nærmeste hjørne, og den puck så Christian Larsen aldrig. Kun manglende skarphed fra Branden Gracel på et tomt mål, og de berømte marginaler forhindre en Blue Fox føring efter det powerplay som fulgte i kølvandet på scoringen.

En flok pressede høge kunne også takke trekants sammenføjningen da Thomas Andersen havde bud efter krogen, men mod periodens afslutning bød gæsterne også ind med lidt offensive takter. Kristoffer Lauridsen og Cam Spiro fik testet om Simon Nielsen stadig var varm i den anden ende, men høgene gik sandsynligvis ind til en mindre opsang da hornet lød for anden periode.

Dramatik og forløsning

Finske Riku Pitkänen åbnede tredje periode med kampens ubetinget fedeste detalje da han bag målet lagde pucken på bladet, og lavede det berømte lacross-move som Christian Larsen dog akkurat fik lukket af for. Super lækkert lavet og piv frækt forsøg fra Pitkänen.

White Hawks kom ellers længere frem over isen i periodens indledning og dermed blev spillet knap så ensidigt som i anden periode. Det betød også at publikum skulle kigge lidt længere efter målchancerne, og det lå i luften at det næste mål kunne blive kampens sidste.

Blue Fox kunne ikke længere finde samme flow i tempo og pasninger, mens gæsterne stod markant bedre i midtzonen. Markus Jensen fik lige præcis ikke træf på pasningen fra Sebastian Ruders takket være en stærk backchecking fra White Hawks.

Dramatikken indtraf da Mark Hurtubise satte en vanvittig og hensynsløs tackling i ryggen på Christian Silfver, og den finske back måtte som reglerne foreskriver en tur i omklædningsrummet og blive tjekket for hjernerystelse. Dermed kunne Blue Fox spille fem af de sidste godt otte minutter i powerplay.

Rævene havde høgene i sækken og nu skulle den blot snøres. Branden Gracel fik desværre en lidt tynd udvisning efter to af de fem minutter i powerplay, men Patrick Madsen var alligevel uhyre tæt på at vippe en retur fra Larsen i kassen. Hjemmeholdet fik heller ikke udbytte af det sidste minut i overtal, og rævene fik endda også chancen i powerplay med 37 sekunder igen.

Blue Fox skulle dog kun bruge 16 sekunder denne gang. Lasse Lassen sendte en hård afslutning afsted, og tæt under mål var Riku Pitkänen hurtigst i opfattelsen og han kunne skrabe pucken i mål til 2-1.

Ny dramatik mod afslutningen af kampen da en svinestreg fra Henrik Eriksson fik Marlo Koponen helt op i det røde felt, og finnen sendte svenskeren til tælling med et overfald bagfra. Debutanten måtte se de sidste to sekunder fra straffeboksen, men han kunne alligevel fejre sin første sejr med sine nye holdkammerater.