[fn32]


Målfarlig publikumsyndling klar for Blue Fox Herning

Endelig er de sidste detaljer faldet på plads for Blue Fox, som nu har sikret sig publikumsyndlingen og matchvinderen fra den afgørende finale i 2011 mesterskabet Bryan Marshall.

106 point, en plads på All Star holdet og et dansk mesterskab blev det til sidst Bryan Marshall var i Herning. Nu er vejen så endelig banet for et comeback, og forhåbentligt kan tilgangen af Marshall skabe den ekstra målfarlighed, som man har søgt efter hos Blue Fox.

”Vi er glade for at have Bryan tilbage på holdet igen. Selvom der er gået lidt tid er han lynhurtigt faldet til med holdkammeraterne, og han glæder sig også til gensynet med Blue Fox’ publikum. Forhåbentligt får vi en Bryan at se, som fortsætter den bølge vi sidst har set ham på med målfarlighed, aggressivitet og en vilje til at ville vinde hver gang”, fortæller sportschef Todd Bjorkstrand: ”Vi har fået Bryan tjekket ved lægerne grundet hans seneste skade, tilbage mangles blot at se ham på is for at sikre vores vurdering af ham, og det forventer vi naturligvis blot vil være en formalitet”, lyder det fra Bjorkstrand.

Hos Blue Fox administrationen har førsteprioriteten gennem den seneste tid været at få samlet den nødvendige kapital ind, for at man kunne sikre sig amerikanske Marshall: ”Vi skylder endnu en gang vores fantastiske sponsorer en stor tak for deres hjerte for sporten. Det er blevet sværere at hente penge til spillere grundet den økonomiske situation omkring os. Det har betydet, at hvor der før var et par sponsorer som alene dækkede de nødvendige midler, så skal vi i dag finde langt flere sponsorer. Heldigvis er der en god vilje og interesse omkring projektet, og et navn som Bryan Marshall gør det naturligvis også lidt lettere”, fortæller salgs og marketingschef Cliff Skov Olesen og fortsætter: ”Selvom der er en masse sponsorer involveret i projektet, så vil jeg alligevel fremhæve hovedsponsoren på Bryan som blev KPC. Efter en rigtig god dialog med administrerende direktør Bo Knudsen fra KPC blev vi enige, og det bliver med stolthed at Bryan vil løbe på isen med det velkendte grønne KPC logo på ryggen for resten af sæsonen”, siger Cliff Skov Olesen.

Hos KPC glæder administrerende direktør Bo Knudsen sig også over aftalen. KPC har ikke tidligere været sponsor i Blue Fox men skulle alligevel ikke bruge lang betænkningstid, da henvendelsen kom: ”Det er et sponsorat foretaget med hjertet. Når det går godt for os, investerer vi gerne i at skabe yderligere optimisme i vores område. Optimisme og glæde er en vigtig drivkraft, og et ishockeymesterskab til Herning vil i den forbindelse være yderst velkommen. Vi håber naturligvis, at Bryan Marshall kan blive en vigtig brik i bestræbelserne på at nå det mål”, siger Bo Knudsen.

Nu venter der så bare en godkendelse fra DIU og en sagsproces i udlændingestyrelsen. Den velkendte trøje med de magiske 4-taller er sendt i trykken og tilbage venter kun Bryan Marshalls comeback hos de dobbelte danske mestre – Herning Blue Fox.

Login



billetter

paynplay

event

bliv-sponsor