Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Søndag skal Blue Fox forsøge at undgå sommerferie, og tvinge kvartfinaleserien tilbage til Herning, til en sjette kamp på tirsdag. Det kræver en sejr i Aalborg, i en kamp som begynder kl. 15.00.

Den her serie er en af de mentalt hårdeste, som Blue Fox nogensinde har været en del af. Havde Blue Fox været foran med 3-1, havde ingen kunne sætte en finger på det. Men billedet er desværre helt omvendt. Vi er nede med 3-1, selvom vi på ingen måde har været dårligere end Aalborg. Ingen af holdende har sådan set imponeret. De har matchet hinanden til fulde, og spillet helt lige kampe. Man snakker om at Blue Fox er uskarpe, hvilket absolut også er korrekt. Men Aalborg har altså ikke været ret meget skarpere. I ordinær tid i de første fire kampe hedder den 8-7 til Blue Fox i antal scorede mål. Tager man så overtiden med, hedder den 9-8 til Aalborg. Skud på mål efter de første fire kampe, viser at Blue Fox har haft 122, mens Aalborg har haft 121. Så skarpheden er ikke skræmmende fra nogen af holdende. Begge hold har også leveret mindre katastrofalt powerplay.

Forskellen ligger i at Aalborg har haft heldet og marginalerne, i de døende sekunder, i begge kampe i Herning. Det er muligt at Blue Fox til allersidst, hvor stressniveauet er på sit højeste måske lige har sat en skøjte forkert, hvilket ikke er unormalt. Men at man bliver straffet så ubarmhjertigt og kynisk begge gange. Det er næsten ikke til at holde ud. Først var vi 19 sekunder fra at komme på 2-0 i serien, og senest var vi altså bare 3,8 sekunder fra at udligne serien til 2-2. Så kan man pege fingre af Blue Fox og sige, ”at det er vores egen skyld”, og ”at vi jo bare kan score på vores chancer”. Begge dele er såmænd rigtigt, men det ændrer bare ikke på, at det vi har oplevet i denne serie, er noget man stort set aldrig ser. Intet hopper Blue Fox’ vej, og Aalborg har i den grad det sidste held på deres side.

Nu er det med kniven for struben at Blue Fox indtager isen. Vil man ikke på sommerferie, så SKAL man vinde i Aalborg. Som Petri Skriko også udtalte efter kampen fredag, ”Så er der flere profiler der skal træde i karakter nu, og ikke bare møde op for at hæve deres løn”. Vi har sådan set intet at tabe, men derimod alt at vinde. I selve spillet er der ikke så meget at rette på, da de her to hold er fuldstændige lige, og udligner hinanden. Der er et område der skal fokuseres på. Et område hvor der skal leveres bedre. PUCKEN SKAL I MÅL. Der er ikke mere tid. Det er sidste chance. Det er nu eller aldrig. Chancerne er der. Få nu prikket den s…. puck i nettet. Vi annullerede deres guldfest sidste år, da der ellers var dækket op til det helt store gilde en fredag aften. Lad os nu lige aflyse deres semifinalefest også.

Face off er altså kl. 15.00 søndag i Aalborg.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle

MÅL, MÅL, MÅL, MÅL, MÅL, MÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅL. KOM NU