Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Efter de første to finaler må Blue Fox erkende, at de står i en ikke særlig god situation. To rimelig klare nederlag har sendt holdet ned med 0-2 i kampe, og derfor er kravet også en sejr hjemme på Kvik Hockey Arena tirsdag aften, hvis der stadig skal holdes liv i troen på, at guldet kan ende i Herning. Pucken smides kl. 20.30.

Vi er tæt på afslutningen af sæsonen, og holdene kender hinanden godt. Det er begrænset hvad der kan trækkes op af hatten, som virkelig kan overraske modstanderne. Det handler mere om på dette tidspunkt at finde en måde, at stikke en kæp i hjulet, hos holdet som står på den anden side af midten. Hvad kan de ikke lide, og hvad kan vi gøre, for at ramme deres ømme punkter. Normalt går man efter at spille ens eget spil, men det er sådan set ikke afgørende mere.

Blue Fox må erkende at Aalborg indtil videre har været bedst. De har spillet godt, og de har spillet Blue Fox helt korrekt. De har ødelagt alt den fart og det flow som Blue Fox har haft i deres spil hele sæsonen. Metal Ligaens suverænt mest scorende hold, har svært ved bare at få skud på mål. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Blue Fox rigtig gerne vil. Aalborg har bare gjort, at vi ikke har kunne få noget til at fungere. Tirsdag er reelt sidste chance. Seriens tredje kamp er altid vigtig. Der er stor forskel på 2-1 og 3-0. Tirsdag skal Blue Fox lykkes med at få noget spil i gang.

Der var perioder søndag i Aalborg, hvor Blue Fox var med. Men alt i alt, var der for meget der ikke hang sammen. Samtidig må man sige, at Aalborg slår til på nogle grimme tidspunkter. Igen scorede de tidligt, efter en dum udvisning. Det første mål er vigtigt, og det har Aalborg nu fået to gange i træk. Anden periode var lige, indtil Christian Silfver blev ramt i hovedet af pucken. Det resulterede i en to mod en som blev omsat. Sidste mål faldt med et minut tilbage af perioden. Det er også bragende uheldigt, men Aalborg er kyniske.

Blue Fox har ikke givet op, men tirsdag, skal der altså hentes en sejr. Lad os nu få det første mål, i stedet for at tage en dum udvisning. Pucken skal ud ad zonen, og ligges dybt. Der skal tackles hver gang. Der skal skøjtes mere, og så skal der mange flere pucke på mål. Det er svært, for Aalborg er stærke, og har virkelig ramt formen på det rigtige tidspunkt. Men det er ikke umuligt. I flere situationer har det været et spørgsmål om marginaler. Indtil videre har det bare været Aalborg der har vundet dem alle. Det skal stoppe tirsdag.

Alle kneb gælder, så længe det er inde for reglerne, og der skal ske noget tirsdag. Vi må forvente at se et Blue Fox hold indtage isen med ”mord” i øjnene, og blod på tænderne. Der skal spilles med hjerte, mod, tro, vilje, stolthed og desperation. For selvom vi har haft en flot sæson, så er det ved at være absolut sidste udkald. Vi spiller for at holde liv i håbet og troen, på at guldet kan ende i Herning, og så spiller vi også for en ekstra hjemmekamp. Vi har ikke givet op, det ligger ikke i vores DNA. Men der er ikke tid til at vente længere. Meget skal blive bedre, og det skal ske allerede tirsdag aften.

Pucken smides kl. 20.30 på Kvik Hockey Arena.

Byens rødder – Midtjyske vilje. Rigtig god kamp til alle.