I disse dage arbejder sportschefen hos Blue Fox hårdt på at få flere af de bærende kræfter lukket med Herning klubben. Nu er der en mere af Byens Rødder klar til den kommende sæson.

Og det er ikke hvem som helst der har sat underskriften for endnu en sæson hos blårævene. 29-årige Lasse Lassen der i 366 kampe for barndomsklubben har lavet 303 point, må betegnes som én af de allerstærkeste offensive kort blandt klubbens egne spillere. Målnæsen fornægter sig ikke hos den tekniske forward, der forlænger for en sæson mere og dermed vender tilbage i et mere målrettet og ærgerrigt format for midtjyderne.

”Det er en stor glæde for mig, at skulle spille endnu en sæson i Herning, hvor ”pletten” fra seneste sæson skal vaskes af! Jeg har stor tiltro til klubbens nye sports- og talentchef Martin Struzinski og den opbygning han er i gang med. Fundamentet og de spillere der allerede er på kontrakt er virkelig stærkt, så det bliver med garanti en meget kompetitiv trup”, fortæller Lasse Lassen, og retter samtidig et budskab ud til klubbens fans og sponsorer. ”Vi skylder til den kommende sæson, at løfte os 2-3 niveauer. Når i kommer for at se os på Kvik Hockey Arena skal vi komme ud i et langt mere ærgerrigt format. Jeg vil give alt hvad jeg har i mig, for at vi alle i Blue Fox får en knaldgod sæson”, lyder det fra angrebs-esset.

Netop Lasses store klubhjerte og ikke mindst hans vindermentalitet har stået rigtigt højt på sportschef Struzinskis ønskeseddel, der glæder sig over forlængelsen fra én af klubbens helt store kulturbærere.
”At Lasse vælger at fortsætte hos Herning Blue Fox, understreger blot det engagement og den dedikation han altid har haft for klubben. Han er den type spiller som altid går forrest og signalerer klubhjerte og offervilje. Han er en holdspiller, en målscorer og ikke mindst en arbejdsmand, som vi naturligvis får rigtig meget glæde af. Han er desuden et forbillede for den kultur vi ønsker at implementere i klubben, og jeg er overbevist om, at vi med Lasses vindermentalitet, og kvaliteter på og udenfor isen går en meget spændende sæson i møde”, udtaler sports- og talentchef Martin Struzinski.