Der er intet mindre end 2 spændende importspillere på plads hos Blue Fox, der både fuldender ekstrem målfarlig duo, og så skrives der historie med klubbens første engelske landsholdsspiller.

For godt en uge siden blev klubbens sidste center Zack Torquato præsenteret som ny mand i Blue Fox trøjen, og nu følger en yderst spændende herre, som gennem de seneste 4 sæsoner faktisk har spillet sammen med Zack.
Således faldt det ret hurtigt i hak at den 26-årige canadiske angriber Riley Brace følger i fodsporene på sin tidligere holdkammerat. Italienske Cortina var med andre ord også klubben som Riley Brace senest har slået sine folder i, hvor i alt 69 kampe kastede 132 point af sig. Riley har udover dette også slået sine folder i det nordamerikanske, hvor han er noteret for 74 AHL kampe og 163 kampe i ECHL, hvor det er blevet til flotte 177 point.

Blue Fox’ cheftræner er glad for, at have fået Riley Brace på plads, som han spår en stor rolle på holdet. ”Da vi offentliggjorde Zack Torquato understregede jeg, at vi søgte den nordamerikanske vilje og mentalitet, som vi måske manglede lidt hos vores imports i de sidste og afgørende kampe i sidste sæson. Der er ingen tvivl om, at Riley Brace er den type. Han tager gerne turene ind i de områder hvor det gør ondt, og så har han et helt naturligt målinstinkt. Jeg spår faktisk at Riley kunne gå hen at blive lidt af en favorit hos vores fans med hans tilgang til spillet og viljen til at gå forrest for holdet”, fortæller cheftræner Skriko.

Blue Fox har samtidig fået underskriften fra holdets første importspiller til forsvaret, og her er der tale om en historisk tilgang. 29-årige Evan Mosey, som både er engelsk landsholdsspiller og senest har spillet i den engelske liga tager turen til den danske liga. Selvom Evan er engelsk landsholdsspiller har han dog også amerikansk pas, og er da også født og opvokset i USA, og er skolet med den amerikanske hockeylinje.

Evan Mosey har fordelen af både at kunne spille forsvar og angreb, hvilket helt klart vil give et offensivt tilsnit til den tænkte placering i det midtjyske forsvar. Evan er højre skytte, som de fleste hold vil glæde sig over at tilknytte og kigger man på hans statistikker er det tydeligt at se, at han også er en spiller der skaber chancer og ikke mindst point.
I sæsonen 2016-17 havde Mosey også en afstikker til AHL og ECHL inden han vendte snuden mod Nottingham Panthers i EIHL og ikke mindst det engelske landshold, som han med 8 point i 5 kampe samt turneringens bedste +/- statistik, var med til at spille op i A-gruppen, der til det kommende ishockey VM blandt andet kommer til at møde Danmark.

”Umiddelbart er det jo altid spændende at finde spillere fra et land, som sjældent leverer spillere til det danske”, forklarer cheftræner Petri Skriko, og uddyber. ”Men hans skoling er meget amerikansk, og jeg tror vi lidt uventet får en målfarlig back at se, som besidder det temperament i spillet, som vi kender fra nordamerikanske spillere. Han er ikke en kæmpestor back, men har en fin størrelse, og forstår at udnytte den både i den fysiske del, ligesom han med et godt skøjteløb også kan rykke sig i de fordelagtige positioner. Det bliver spændende at se de kvaliteter på isen, som vi har fået beskrevet om ham i vores scouting”, fortæller Petri Skriko.

Kontrakterne med henholdsvis Riley Brace, som kommer til at spille med nummer 23 og Evan Mosey, som kommer til at spille med nummer 17 er naturligvis betinget af den endelige godkendelse fra DIU.