Skrevet af: Allan Kjeldsen

Herning Blue Fox sikrede den endelige sejr i grundspillet efter 4-0 i Gentofte, og dermed havde rævene ikke noget rent placeringsmæssigt at spille for. Det havde Odense til gengæld hvis de ville undgå et potentielt drabeligt play-in inden slutspillet.

Branden Gracel var sluppet med skrækken i tirsdagens kamp og han fik til aftenens kamp selskab af Daniel Nielsen, mens Henrik Nielsen også var blevet klar til kamp for gæsterne.

Sebastian Ruders var første mand med en kvalificeret afslutning, da han gik køkkenvejen på Hannu Toivonen, men det blev i stedet formstærke Jan Dalecky der åbnede ballet i Herning. En hurtig omstilling gjorde, at tjekken gled igennem med Branden Gracel på fjerneste stolpe, men i stedet for pasningen valgte Dalecky afslutningen. Vinklen var ikke god, men pladsen var der bag den finske keeper og 1-0 til rævene efter godt tre minutter.

Skidt start for gæsterne der hurtigt måtte se tingene tage endnu et skridt i den forkerte retning. Branden Gracel snød smart sin direkte modstander på blå linje, og afslutningen der umiddelbart lignede en halvkikser fra canadieren strøg gennem benene på Toivonen. Gracel og Herning fortsatte nådesløst og inden længe kunne han fejre sin anden scoring inden første periode rundede halvvejsmærket.

3-0 på måltavlen og en udskiftning af den tidligere NHL-målmand måtte være en umiddelbar tanke i hovedet på cheftræner Mikael Gath. Odense havde faktisk også deres i første periode hvor Yannick Vedel i to omgange trykkede kanonen af. Endnu tættere var gæsterne da Marlo Koponen sad udvist, hvor pasningen fra Ned Lukacevic til Dale Mitchell kun manglede centimeter fra at blive trykket i kassen.

Hannu Toivonen stod stadig mellem stængerne selvom Toni Kallela udbyggede den midtjyske føring. Et passivt forsvar tillod den finske topscorer masser af tid og plads, og Kallela kunne let øge til 4-0. Samtidig begyndte et naturligt frustreret Odense-hold at tage udvisninger, Frederik Sørensen endda to gange i rap, men gæsterne lykkedes med at holde målet rent i den resterende del af perioden.

Blue Fox fortsatte takterne
Blue Fox åbnede anden periode i et nyt fem mod tre, men først da Odense fik Frederik Sørensen tilbage på isen klikkede værternes powerplay. Direkte efter en faceoff kunne Lasse Lassen tage sigte, og pucken plingede på overliggeren inden den ramte nettet. 5-0 på tavlen kort inde i anden periode og man kunne som tilskuer frygte at kampen ville gå i en slags dvale fra nu af.

Odense gjorde dog sit til at undgå dette scenarie. Manglende fokus i den midtjyske defensiv betød at Henrik Nielsen stod helt blank på bagerste stolpe, og fra en spids vinkel vippede han pucken over Simon Nielsen til reducering 1-5. Markus Jensen fik kort efter muligheden i en to mod en situation, men denne gang diskede Toivonen op med en stor redning for Bulldogs.

Midtvejs i perioden var der nyt powerplay til Blue Fox efter endnu en frustrations-udvisning fra gæsterne. Markus Jensen, som oven i købet trak en udvisning i situationen, kunne gøre det til 6-1 med et hurtigt skud på forreste stolpe.

Odense overlevede faktisk endnu en fem mod tre situation i de kommende minutter, og så kunne fynboerne selv stille op i powerplay. Et modløst Bulldogs-hold fik ikke meget ud af muligheden, og Herning genvandt straks kontrollen igen. Flere scoringer blev det ikke til i anden periode, og sejrens størrelse var eneste ubesvarede spørgsmål inden tredje og sidste periode.

Sejren blev større endnu
Stille og rolig start på tredje periode hvor Blue Fox ikke jagtede gæsterne på isen på samme måde som tidligere i kampen. Manglende fokus betød flere fejl og rodet ishockey, men omvendt kan det også give nogle store chancer. Branden Gracel fik en glimrende mulighed for at sikre sit hattrick, men helt alene med Toivonen valgte han et skud udefra som røg et godt stykke forbi mål.

Et powerplay til gæsterne blev forholdsvis let trevlet op af værternes boxplay, men så fejlede unge Victor Andersen groft i egen zone. Dale Mitchell satte Ned Lukacevic op ved fjerneste stolpe og Simon Nielsen var sagesløs overfor canadierens skud oppe i hjørnet.

Blue Fox fik kort efter chancen for at gøre skaden god igen da Jamie Lewis ramte kaptajn Daniel Nielsen i hovedet, og så måtte han sidde ude i to plus to minutter. Toni Kallela sendte et skud på overliggeren, men det blev Markus Jensen som fik æren af at sætte en retur i nettet til 7-2. Endnu en udvisning gav backen Daniel Nielsen chancen for at lege med, og med et hårdt slagskud gjorde han det hurtigt til 8-2.

Målet blev samtidig kampens sidste og Odense er nu i overhængende fare for at ende uden for top 6. Herning buldrer derimod videre og ser ud til at være helt klar til det forestående slutspil. Kvik Hockey Arena i dets øjeblikkelige forfatning fik således en fin afskedsgave af “byens rødder”, som i næste års grundspil spiller i en moderniseret arena.

1. Periode
03:07 1-0 Jan Dalecky (Jensen, Koponen)
06:23 2-0 Branden Gracel (Jensen, Koponen)
09:09 3-0 Branden Gracel (Duga, Dalecky)
14:49 4-0 Toni Kallela (Gracel)

2. Periode
20:57 5-0 Lasse Lassen (Kiilholma) PP
25:28 5-1 Henrik Nielsen (Larsen, Walchuk)
31:01 6-1 Markus Jensen (D.K. Nielsen, Kiilholma) PP

3. Periode
46:58 6-2 Ned Lukacevic (Mitchell, Walters) PP
50:01 7-2 Markus Jensen (Lassen, Pitkänen) PP
50:53 8-2 Daniel K. Nielsen (Kiilholma, Pitkänen) PP2

Udv
Blue Fox: 4×2 min
Bulldogs: 10×2 min

Skud
Blue Fox: 40
Bulldogs: 23

Tilskuere: 1815