Cheftræner for Herning Blue Fox, Petri Skriko kan i dag tilføje endnu en finsk profil til det herningensiske mandskab med tilgangen af en yderst erfaren målmand.

Selvom Blue Fox på nuværende tidspunkt ligger på førstepladsen i den danske liga, så er stillingen tæt og kampen om i første omgang de 4 øverste pladser der giver adgang til Final4 i Boxen og ikke mindst den efterfølgende kamp om slutspilspladserne står på spil. I søndags blev Blue Fox målmanden Simon Nielsen dog skadet, og det har fået trænerteamet til at reagere hurtigt.

Således er det med stor glæde, at Herning Blue Fox kan præsentere ny finsk sidste skanse i Herning målet med #30 på ryggen Ari Ahonen. Den 36-årige store finske målmand har et ganske enkelt forrygende CV med sig, og har udvist en stor interesse for at komme til Herning, hvor han vil blive genforenet med tidligere holdkammerat Antti Kerälä og såmænd også Toni Kallela, der naturligvis begge to har ene af rosende ord til overs for deres nye holdkammerat.

Ari Ahonen kommer senest fra et ophold i den bedste finske række, hos Liiga mandskabet Ässät. Han har spillet over 200 kampe i Liiga, 70 kampe i den stærke svenske SHL liga, 127 kampe i den russiske KHL liga og over 170 kampe i AHL, rækken lige under NHL, for holdet Albany River Rats, som er farmerhold for NHL holdet New Jersey Devils, der tilbage i 1999 draftede Ari Ahonen i allerførste runde, som #27. Desværre nåede han på trods af dette aldrig at blive noteret for en kamp i Devils trøjen, men ikke desto mindre har alle hans øvrige meritter været helt og aldeles imponerende.

Ari kommer til Herning på en tryout kontrakt i første omgang, og det alene viser at han trods sine 36 år og hans mange og massive meritter stadig er sulten efter at vise sit værd, et faktum der afføder stor respekt hos landsmand og cheftræner Petri Skriko. ”Vi glæder os til at få Ari med på holdet. Han er en virkelig erfaren spiller med en rigtig god størrelse. Han har altid spillet på allerhøjeste niveau, og jeg føler mig utrolig heldig over, at vi har fået muligheden for at tilknytte en spiller af den kaliber til vores hold.”

Ari Ahonen er som det kan ses på billedet allerede ankommet til Herning, hvor han straks skal i gang med træningen sammen med sine nye holdkammerater, så han kan være klar til det vigtige opgør fredag aften ude mod Rødovre Mighty Bulls.

Statistik på Ari’s karrierer kan ses herunder: