Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Efter den længe ventede Final4 weekend, står den nu igen på ishockey fra Metal Ligaen. Blue Fox jagter tre point til tabellen, når Rungsted kommer på besøg tirsdag aften på Kvik Hockey Arena. Der er face off kl. 19.00.

Som helhed var Final4 i Jyske Bank BOXEN en succes. Opbakningen var godkendt. Stemning var godkendt, og så må man sige at Jyske Bank BOXEN bestod sin ishockey-eksamen i flotteste stil. Vores arena er i den grad klar til VM i maj. Desværre blev det ikke den oplevelse for Blue Fox, som vi havde håbet på. Det blev kun til en kamp og et mål, og vi må bare erkende, at Aalborg, som også endte med at tage trofæet med hjem, var det bedste hold. Nu gælder det om at rejse sig, og finde tilbage på rette spor igen. For nederlaget til Aalborg ændre ikke på, at vores formkurve er særdeles flot, med 11 sejre i de sidste 13 kampe.

Rigtig positivt var det at både Eetu Vento, ”lille” Daniel, og Anders Poulsen alle var tilbage i kamp igen. Samtidig gjorde Juha Kiilholma comeback for Blue Fox, og ud fra at han kun havde spillet fire kampe i denne sæson, før kampen mod Aalborg, så spillede han en ganske fin kamp.

Tirsdag gælder det så Rungsted, og jagten på tre nye point. Vi er på nuværende tidspunkt Syv point foran Aalborg, og med en kamp i hånden. Aalborg spiller ikke tirsdag, og dermed jagter vi et forspring på 10 point. Rungsted er faldet ned gennem rækken, og ligger lige nu på en sjetteplads. De har 63 point, og kæmper lige nu med Esbjerg og Rødovre om at undgå syvendepladsen. De har syv point op til fjerdepladsen, og hjemmebane fordel i play off, og 21 point op til Blue Fox.

Rungsted kommer til Herning med en hviledag mindre i benene. Det skyldes at de spillede sig i finalen, i final4. I semifinalen besejrede de uden problemer et ikke eksisterende Odense-hold med 7-0. Men i finalen måtte de også strække våben over for Aalborg, som vandt 5-2. Om det giver Blue Fox en fordel er nok lidt tvivlsomt, da Rungsted trods alt har haft hele søndag og mandag, samt næsten hele tirsdag fri.

Blue Fox har haft et godt tag på Rungsted indtil videre i denne sæson, og det skal gerne fortsætte tirsdag. Vi siger farvel til BOXEN for denne gang, og flytter tilbage i vores lidt mere ydmyge rammer, og byder alle velkommen på Kvik Hockey Arena, tirsdag kl. 19.00.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.