Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag aften gælder det så den første ”hjemmekamp” for Blue Fox i Metal Ligaen. Det sker når Rungsted kommer på besøg i Silkeborg, til begge holds anden kamp i denne sæson. Pucken smides kl. 19.00 i Sportscentret i Silkeborg.

Blue Fox står med et point efter første kamp, men burde have stået med tre. Holdet var oppe med 4-2 ude mod Frederikshavn, men den føring blev desværre sat over styr. Blue Fox var i store perioder af kampen det bedste hold, og skabte masser af chancer. Fire mål er også fint, men vi kunne godt have scoret flere. Skarpheden mangler stadig en del. Men vi må også være ærlige og sige, at der stadig mangler noget defensivt. Hvilket også er helt naturligt efter så kort tid. Vi lukker fem mål ind, og flere af dem var tæt på at kunne gå under kategorien ’gaver’. Der skal helt sikkert strammes op.

  • En spiller må ikke score alene mod tre.
  • Vi må ikke tillade modstanderne at score med kun et minut tilbage af både første og anden periode.
  • Vi må ikke lade vores modstandere komme ind foran vores mål, og stå derinde, uden at de kan mærke det. De skal væk, de skal bare helt væk.

Men nu skal vi også huske på, at vi:

  • Startede på en af de historisk set sværeste udebaner.
  • Vi stillede op uden to stamspillere, og mistede yderligere en under vejs.
  • Vi fik ikke et eneste powerplay.

På trods af det var vi alligevel det bedste hold, og med bare en smule mere skarphed, så havde vi også vundet. Så lad os nu fokusere på det positive, og kigge frem af. Det er en tradition blandt folket, at taber Blue Fox en kamp, så skal der være bål og brand, og alt er bare ikke godt nok. Men der er spillet en kamp, og vi fik point. Mon ikke vi stadig er med i kampen?

Vores modstandere fra Rungsted fik en superstart på sæsonen, da de baskede Hvidovre med hele 8-1. Tager vi træningskampene med, så har holdet vundet fem ud af syv kampe. Rungsted har til denne sæson igen samlet et spændende hold, og de anses af mange som værende det eneste reelle bud, på et hold fra Sjælland som kan spille med om medaljer. På mål har man hentet Thomas Lillie i Frederikshavn. Svensker-trioen fra sidste sæson bestående af Roben Bergman, Mattias Persson og Marcus Olsson er der stadig, og så råder man over en håndfuld danske profiler og store talenter som backerne Morten Jensen og Mathias Røndbjerg, og angriberne Nikolaj Krag Christensen, Rasmus Andersson, Nikolaj Rosenthal, og Mikael Christensen. Det skal blive spændene at se, om tabet af Morten Green kommer til at kunne ses, som sæsonen skrider frem.

Det er tidligt på sæsonen, men det er vigtigt at komme godt fra land. Rungsted startede som lyn og torden, men tirsdag står de overfor en noget stærkere modstander, som i den grad gerne vil have sæsonens første sejr. Vi håber at se mange møde op i Silkeborg, så spillerne kan få så god opbakning som muligt. Der er plads til 800 i Silkeborg, så hvorfor ikke bare fylde hallen?

Pucken smides kl. 19.00, og så er semifinale-revanchen fra sidste sæson i gang.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.