Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Fredag aften skal Blue Fox i kamp igen. Endnu en udekamp venter, og denne gang går turen til Herlev. Der er face off kl. 20.00.

Det har ikke været en sjov sæson indtil nu for Blue Fox. Vi må være ærlige og sige, at ikke ret meget har fungeret. Der har været glimt af det som vi gerne vil se, og i halvdelen af kampene har vi tilmed været foran med to mål. Men det har ikke været sjovt. Spillet har ikke fungeret, og indstillingen har ikke været god nok. Blue Fox ligger i den tunge ende, og når det er tilfældet for lang tid ad gangen, så begynder snakken at kører. Den dårlige stemning begynder og brede sig, og alle ”sofatrænerne” vågner op fra deres skjul. Det er ikke sjovt, og det er ikke sådan det skal være i vores klub. Det skal stoppe nu, også selvom det er svært.

Holdet har ikke leveret godt nok nej, men er der nogen der godt ved det, så er det netop dem, og det gælder både spillere og trænere. De arbejder hver dag på at forbedre det, og det må vi stole på at de kan, for det er nemlig vores job, som fans. Vi skal være der for holdet og for klubben, i medgang og langt langt vigtigere, i modgang. Kan man ikke det, så skal man ikke være med. Det eneste vi kan og skal gøre, det er at støtte holdet, og skabe positiv energi.

Fredag er der en ny kamp, og en ny chance. En ny chance for både sejr og point, men ikke mindst for en ordentlig indsats. Efter seneste kamp mod Hvidovre må holdet være opsatte på at revanchere sig, og det får de så chancen for mod Herlev. Det bliver ikke nemt, selvfølgelig gør det ikke det. Ingen kampe er nemme. Men møder vi op, og er vi klar, så har vi muligheden for at tage sejren. Vi må blive ved med at være positive, og vi må blive ved med at tro på det. Det har været en hård sæsonstart, men tålmodighed er en dyd. Vi venter stadig på det gode spil. Vi venter på stabiliteten og resultaterne. ”Alt godt plejer at komme til dem der venter” er et kendt ordsprog, og det håber vi i den grad så er korrekt.

Ny kamp, ny chance. Tre point på spil, tre point som vi både tror, håber, og ved at vi kan hente med hjem til Herning.

Byens rødder – Midtjyske vilje.

Rigtig god kamp til alle.