Skrevet af: Anders Skou Agerlund

”Juleaften” nærmer sig. Fredag d. 2. november kommer tættere og tættere på. Dagen hvor Blue Fox vender hjem til Herning, og vores nye topmoderne Kvik Hockey Arena indvies. Gå ikke glip af dette fantastiske stykke Herninggensisk ishockey historie. Aldrig har man oplevet dansk liga ishockey, i så fremragende omgivelser i Herning. Billetsalget er åbnet

Men inden vi når der til skal Blue Fox i kamp igen. For anden gang i sæsonen går turen til Vojens, hvor de lyseblå fra SønderjyskE tager i mod. Pucken smides tirsdag kl. 19.00.

Tørsten efter at smage sejrens sødme må efterhånden være større end nogensinde før i Blue Fox truppen. Tirsdag er der så en ny chance for det. Det er godt nok på en af de svære udebane, men omvendt, så er det faktisk også et af de steder, hvor Blue Fox plejer at spille med om pointene. Sådan var det også i sæsonens første opgør, hvor Blue Fox vandt med 3-2 efter overtid. Som det så ofte er nævnt når Blue Fox møder SønderjyskE, så plejer det at være underholdende og velspillede kampe, og mon ikke også der venter sådan en igen tirsdag aften.

Blue Fox skal ikke kigge på tabellen, men bare fokusere på at arbejde hårdt. I seneste kamp mod Herlev blev det godt nok til et nederlag, men igen var det med en føring til Blue Fox undervejs. Sådan har det været i stort set alle kampe indtil videre i denne sæson. Holdet har ikke ramt deres topniveau, men alligevel har de formået at spille tætte kampe, og være foran i stort set dem alle sammen. At føringerne så ikke har holdt hjem er ærgerligt, og noget man skal kigge på, men når man formår at spille tæt med alle, og være foran mod stort set alle, uden overhovedet at spille sig ud. Så er der noget at arbejde med. Ishockey er marginalernes spil, og de tipper ikke vores vej for tiden. Men med hårdt arbejde, tro, vilje, og ikke mindst opbakning, så er det muligt at vende billedet.

Det har været nogle skridt tilbage, så et par frem, og så lige et par tilbage igen. Vi oplever modgang lige nu, men det sker for alle hold en gang i mellem. Det er måske bare lidt svære at acceptere i sejrsvante Herning. Men vi må ikke lade det her knække os, hverken i boksen, på isen eller på tribunen. Vi må ganske enkelt bare stå sammen. Vi må arbejde endnu hårdere, og så må vi kigge frem af. Sammen kan vi vende det her, og komme styrket ud af det.

Det gælder en kamp ad gangen, og tirsdag er det altså SønderjyskE på udebane. En svær opgave, på en svær udebane, mod et stærkt hold. Men på ingen måde en umulig opgave. Vi tager til Vojens med troen på tre point, og en ambition om at tage dem alle sammen. Modgangen knækker os ikke. Den gør os stærkere.

Byens rødder – Midtjyske VILJE. Rigtig god kamp til alle.