Skrevet af: Allan Kjeldsen

Det var blandt de hele tolv finske aktører på isen i Kvik Hockey Arena pointene skulle uddeles på en aften hvor sneen faldt over hele landet. I sikker stil tog Blue Fox alle tre point, og er nu så godt som sikker på deltagelse i Final Four-stævnet til januar. Spillet i powerplay blev afgørende for rævene.

Blue Fox skulle tilbage på sporet efter sæsonens tredje nederlag senest i Aalborg, og rævene lagde også ganske stærkt ud i jagten på tre nye point og Final Four. En klodset udvisning til Thomas Andersen satte dog holdet under et tungt pres hvor i særdeleshed Ville Järveläinen var tæt på at åbne scoringen i flere omgange. Ren skydetelt fra flere gode positioner testede Ari Ahonen i målet, og stjernerne fra Gentofte burde nok have sat aftenens første scoring.

Hjemmeholdet tog igen styringen med kampen og spillede sig frem til flere chancer. Joonas Riekkinen fik i den grad ryddet op foran eget mål og det sendte Blue Fox i deres første powerplay. Her kunne Bjørn Uldall afslutte et angreb efter hele powerplayets abc og fejre sin første scoring siden han overvandt en hjernerystelse og igen tog Blue Fox-trøjen over hovedet. Fremragende scoring fra værterne til at sætte yderligere gang i en festglad aften.

Fremragende forarbejde af Markus Jensen, som heriblandt talte en tackling på Joachim Linnet trods puckbesiddelse, endte med en perfekt pasning til Lasse Lassen. Lassen, som ikke har nettet i samme tempo som tidligere, måtte efter en sublim redning med gribehandsken, se Seppänen berøve ham kampens næste scoring. Den finske sprællemand i gæsternes mål sprudlede igen sekunder senere hvor han kom tilbage og reddede forsøget fra Jan Dalecky, som ellers havde rundet den lille keeper.

Perioden fik et dramatisk exit da Hernings kaptajn, Daniel K. Nielsen, længe blev liggende efter hornet havde lydt. Heldigvis kom han tilbage på benene og kunne med lidt hjælp fra holdkammeraterne skøjte med sit hold til pause foran med en enkelt scoring.

Blue Fox trak fra via stærkt powerplay

Efter pausen og aftenens første dråber af Tuborgs Julebryg stod det klart at landsholdsveteranen ikke skulle i aktion mere denne aften. Dermed kunne Jacob Jessen glæde sig over fuld spilletid resten af kampen, og han og holdkammeraterne blev testet fra starten af anden periode. Gentofte vovede sig længere frem på isen og havde held til at stresse værterne.

Luis Blak Olesen tog dog pusten fra sit eget hold med sin aktion nede i endebanden som kostede ham en tur i straffeboksen. Stor tålmodighed var kendetegnet for Blue Fox i de følgende minutter, og chancen blev endnu større da også Marl Koponen måtte ud i to minutter. Det var mere end hvad Stars-boksen kunne klare, og Markus Jensen kunne let eksekvere på tværpasningen fra Branden Gracel og gøre det til 2-0.

Lasse Lassen blev nedlagt minutter senere og en gestikulerende Mads Carlsen gjorde sin mening om Lassens fald klar for både dommere og publikum. En tur i straffeboksen slap han dog ikke for, og så kunne Blue Fox øge til 3-0. En smart pasning fra baglinjen op til Christian Silfver blev efterfulgt af en ny pasning til Jan Dalecky, og tjekken satte pucken helt uimodståeligt op i det korte hjørne. Fremragende afslutning fra Dalecky, som ligesom Lassen har haft sine problemer med at finde vejen til nettet.

Petri Skriko har op til denne sæson indført en klar rollefordeling på Blue Fox-holdet. Forwards fra tredje- og fjerdekæden bliver brugt i boksplay mens topspillerne hviler og bruges i powerplay. Tilliden til de unge ræve blev også denne aften gengældt, da både Mathias Mølgaard og Thomas Andersen arbejdede hårdt i de efterfølgende minutter hvor Gentofte igen spillede powerplay.

Gentofte nåede kun akkurat at blive fuldtallige før Hernings powerplayformation igen lynede. Markus Jensen kunne uhindret skøjte ind mod Seppänen og han lagde en lille pasning til Lasse Lassen, og denne gang svigtede Herningenseren ikke. 4-0 efter små 40 minutter hvor situationer i under- og overtal udgjorde forskellen på de to hold.

Blue Fox nåede også at score endnu engang da Seppänen blev fanget bag mål og ikke kunne nå tilbage i situationen. Eetu Vento kunne takke for gæstfriheden med scoringen i tomt mål til 5-0.

Cifrene fortsatte med at vokse

Gentofte havde dog ikke i sinde at lægge sig fladt ned og bare vente på den lange tur hjem. Gæsterne lagde et godt tryk på værterne og det kastede et nyt powerplay af sig. Gode forsøg fra Marko Virtala, som i aften måtte undvære brormand Teemu, og Julius Nyqvist blev begge afværget af Ahonen. Det var bare ikke aftenen for Karsten Arvidsens tropper denne fredag i november.

Bedst som kampen havde ramt et dødvande og udviklet sig rodet slog Blue Fox til på ny. Branden Gracel kunne afslutte et nyt flot angreb og sikkert udnytte oplægget fra Christian Silfver. 6-0 til rævene som nu arbejdede mest for at måland Ari Ahonen kunne notere sig et shut-out.

En spiller som virkelig har løftet sig, og i øvrigt ganske længe var en særdeles usikker brik på holdet, Thomas Andersen takkede på ny for at Blue Fox igen ville satse på ham. Med sit hurtige antrit trampede han forbi sin oppasser, tog trækket rundt om Seppänen inden han køligt løftede pucken i mål til 7-0. Sammen med Daniel Nielsen er han blandt de spillere som i denne sæson har udviklet sig mest under Petri Skrikos kyndige ledelse.

Flotte mål, årets første juleøl og en storsejr på hele 7-0 fik publikum at glæde sig over. Der var dog også en smule malurt i bægeret da også den mindre Daniel Nielsen ej heller spillede kampen færdig, og spørgsmålet er nu hvor slemt det står til med de to gange Nielsen. De tre point og sejrens størrelse kunne der dog ikke rokkes ved på en glad festaften hvor også Ari Ahonen lykkedes med at holde buret rent.

1. Periode
07:57 1-0 Bjørn Uldall (Pitkänen, Kerälä) PP

2. Periode
24:00 2-0 Markus Jensen (Gracel, Lassen) PP2
27:20 3-0 Jan Dalecky (Silfver, Jensen) PP
37:32 4-0 Lasse Lassen (Jensen, Gracel)
39:21 5-0 Eetu Vento

3. Periode
49:44 6-0 Branden Gracel (Silfver, Kallela)
52:46 7-0 Thomas Andersen (Jessen)

Udv
Blue Fox: 3×2 min
Stars: 5×2 min

Skud
Blue Fox: 30
Stars: 21

Tilskuere: 1603