Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Der er ikke tid til at hvile benene. Fra spillerne forlod isen på Kvik Hockey Arena fredag aften, og til de løber på isen i Esbjerg lørdag, er der kun 21 timer og 30 minutter. Den nye sæson er for alvor skudt i gang. Blue Fox skal på en svær udebanetur, i jagten på tre nye point.

Blue Fox er stadig ubesejrede, og det som det eneste hold i Metal Ligaen. I de første fire kampe er det blevet til tre sejre i ordinær tid, og en på straffeslag. Det giver Blue Fox 11 point, og en foreløbig placering som nummer et. Den placering skal forsvares lørdag aften, på en af Danmarks sværeste udebaner.

Blue Fox viste fredag aften, at de kan spille godt, at de kan score mål, og at de kan besejre de regerende mestre. Det skal de være klar på at gøre igen lørdag, og gerne i endnu større stil, hvis sejren skal hentes i Esbjerg. For på den vestjyske is, er Esbjerg ofte et helt andet hold. De kommer med masser af energi og power, og med flot opbakning fra deres ”gule mur”, så er det et svært sted at spille.

Blue Fox Support sender en bus afsted, og med en del privatbiler også, kan man godt forvente en fin opbakning. Vi gjorde det fredag, så kan vi også gøre det lørdag. Det bliver svært, men sammen kan vi sikre os endnu en sejr.

Byens rødder – Midtjysk Vilje.

Rigtig god kamp til alle.