Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Fredag skal Blue Fox for første gang i sæsonen et smut til Odense, hvor de lokale Bulldogs venter. Pucken smides kl. 19.30, hvilket vil betyde to ting. For det første så vil kampen være i gang. For det andet så vil der på det tidspunkt være præcis syv dag, altså kun en uge, til Kvik Hockey Arena slår dørene op igen. Det bliver til et brag af en ishockey fest d. 2. november. Billetsalget er åbnet.

Blue Fox skal i kamp igen fredag, og det er en yderst vigtig en af slagsen. Vi behøver ikke gå i detaljer, men har man fulgt bare en lille smule med i denne sæson, så ved man godt hvad status er, og hvor vigtig en kamp vi her snakker om. Ikke kun for Blue Fox, men i den grad også for Odense. Det er en kamp som begge hold rigtig gerne vil vinde, og virkelig ikke har lyst til at tabe.

Blue Fox kommer fra et ærgerligt nederlag mod SønderjyskE. Igen var Blue Fox foran, og chancerne var der også til mere. Men stolpen, overliggeren og målstregen stod i vejen. Selvtilliden, eller mangel på samme begynder nok også at spille ind, hvilket er helt naturligt. Men er det et spørgsmål om selvtillid, så er det noget der kan vendes, med en succesoplevelse eller to. For kvaliteten er der, nu skal vi lige have det psykiske med.

Én kamp hvor tingene lykkes. Én kamp hvor man kan holde en føring, eller udbygge den. Én kamp som bliver vundet med et par overskydende mål. Det er ikke mere der skal til. Vi jagter den ene kamp, og den ene gang succes. Vi jagter de små positive momenter, som kan vende det store billede. Vi jagter dem fredag aften. Odense har også haft en svær sæson, og ligger før kampen sidst. Men vi tager intet for givet, og undervurdere på ingen måde. Det kan vi ikke tillade os. Vi skal tage til Odense med koncentration, respekt og ydmyghed, og så skal der bare fokuseres på denne ene opgave, på denne ene kamp.

Vi tror på det, og vi ved det kan lade sig gøre. Vi har ikke haft den bedste sæson indtil nu, men vi har gjort det her så mange gange før. Mødt op til en kamp, hvor vi har brug for en sejr, og hvor vi så har vundet. Nu skal vi gøre det igen. Nu er der behov for at vi gør det igen. Vi må, vi skal, og vigtigst af alt, VI KAN OG VI VIL.

Pucken smides kl. 19.30.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.