Med små 2 måneder tilbage til den første faceoff på den nyrenoverede Kvik Hockey Arena, er der virkeligt mange bolde i luften. Én af dem er musikken under kampene, og nu har du chancen for at sætte dit præg på hvad der skal spilles.

Der er ingen oplevelse federe end at være til en ishockeykamp, hvor både spil og stemning er helt i top. I den nyrenoverede hjemmebane får vi et nyt fedt lysanæg og akkompagneret af nyt showlys, led bander og skærme, er der således helt nye muligheder for at skabe en fest til alle hjemmekampene. Rammerne er således skabt, men hvordan får vi så gang i lægterne kamp efter kamp, ja, det er her DU kommer ind i billedet. Vi tager med kyshånd imod alle de inputs vi kan få, og måske ender netop dine idéer med at præge Blue Fox kampene fremover.

Så kort og godt, hvilke sange synes du skaber den bedste stemning i løbet af kampene. Kom med alle dine bedste idéer/sange, så vil vi med dine input skabe en fest hver gang Blue Fox spiller i Kvik Hockey Arena!

Send dine forslag til bluefox@bluefox.dk