Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Metal Ligaen har nu holdt en velfortjent lille juleferie. And, kalkun, flæskesteg, lyse og brune kartofler, sovs, rødkål, ris a la mande, bunkevis af slik og chokolade, sild, frikadeller, varm leverpostej, tarteletter, sodavand, øl, vin og meget meget mere er blevet nydt og indtaget, i sikkert alt for store mængder, mens vi har slappet af og nydt hinandens selskab. Men nu er det slut. Nok er nok, og nu skal vi i gang igen. Det er tid til at få pulsen op, både på og uden for isen. Fredag d. 28. december slår Kvik Hockey Arena dørene op til årets nytårsbrag, når Blue Fox tager i mod Esbjerg Energy. Face off er kl. 19.30.

Pausen kom formentlig på et okay tidspunkt for Blue Fox. Fem sejre på stribe, og en top fire placering var pludselig inden for rækkevidde. Men først løb man ind i et unødvendigt nederlag ude mod Herlev, og derefter et ubeskrivelig ærgerligt et af slagsen hjemme mod SønderjyskE. At SønderjyskE vandt var som sådan ikke ufortjent, da kampen var fuldstændig lige hele vejen igennem. Men selvfølgelig gør det ondt, når man har vendt 0-2 til 3-2 mod ligaens bedste defensiv, og faktisk havde rimelig godt styr på begivenhederne. Man overlevede fem minutter i undertal, uden at man tillod SønderjyskE en eneste afslutning på mål. Små 2400 tilskuere skabte en flot kulisse, og der var lagt i ovnen til en rigtig god juleferie. Men så faldt udligningen med bare et minut tilbage, og senere tog gæsterne så sejren efter straffeslag. Det var virkelig pokkers ærgerligt.

Men det ændre ikke på at Blue Fox så absolut kunne have vundet den kamp. Vi matchede til fulde et af ligaens bedste hold, og det med tre mand ude, og stadig plads til en udenlandsk spiller mere. Det var de mindste marginaler der gjorde at det ikke faldt ud til vores fordel. Vi lavede to store fejl som sendte os bagud 0-2, men ellers spillede vi en rigtig god og koncentreret kamp. Så der er masser af tage med, og masser af bygge videre på.

Nu gælder det så Esbjerg i to kampe på to dage, med fredag aften i Herning som første. To vigtige kampe, både i jagten på top fire, som vi nu har et stykke op til igen, men også i det interne opgør mod Esbjerg i kampen om femtepladsen. Ikke at den placering betyder så meget, men det er mere det at vi gerne vil være bedre placeret end vores vestjyske kollegaer.

Efter en sløv start er Esbjerg også i den grad ved at komme i gang. I de sidste syv kampe har de vundet seks, og i tre af dem har de holdt målet rent. To gange er mestrene fra Aalborg blevet besejret, og det uden at tillade mål imod. De har også vundet over SønderjyskE, som dog også er det eneste hold der har tildelt Esbjerg et nederlag i de seneste syv kampe. Deres offensiv har været varm, og det samme kan i den grad siges om deres Herning-dreng i målet. Mathias Seldrup har leveret et par yderst fornemme præstationer mellem stængerne.

Årets nytårsbrag er i den grad er brag. Der er masser af historik mellem disse to klubber, og der er masser at spille for i denne sæson. De har slået hinanden på skift, og nu venter der altså to kampe på to dage, til at slutte 2018 af med. Første opgør spilles på Kvik Hockey Arena fredag kl. 19.30.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.