Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag aften vandt Blue Fox 4-0 på udebane over Gentofte, hvilket endegyldigt sikrede førstepladsen i grundspillet. Nu resterer der tre kampe af grundspillet for Blue Fox i grundspillet. Tre kampe, som absolut ikke er ligegyldige. Den første af dem er torsdag kl. 19.00, når Odense kommer forbi Kvik Hockey Arena.

Det var ikke offensivt sprudlende ishockey, som Blue Fox leverede tirsdag i Gentofte. Det var i stedet for hårdt arbejde, og en flot koncentreret indsats, som resulterede i en sejr på 4-0. En flot sejr på en svær udebane. Landsholdspausen har ikke hjulpet på skadessituationen, hvilket betød at en del spillere stadig var ude. Oven i hatten var både Jakob Jessen og Nicolai Weichel gået ned med sygdom. Hvilket sådan set bare gør sejren endnu flottere. Nu gælder det så Odense, og selvom grundspillet er vundet, så skal kampen stadig tages seriøst.

Alle kampe fra nu af er vigtige. Det er ved at være sidste chance for at finpudse tingene, og som både sagt og skrevet før, så gælder det om at holde farten i skøjterne nu. Man må ikke begynde at slappe af. Går man ned i tempo nu, rejser man sig ikke igen. Samtidig skal vores hjemmebane holdes. Med hjemmebanefordel i play off, skal vi ikke begynde at give noget væk, hjemme på vores egen is.

For vores gæster for Odense, er kampen i den grad også vigtig. De har sådan set været i krise i et par måneder nu, og har ikke været i stand til at vinde to kampe i træk, siden midten af december. De startede ellers godt, men efter Anthony Camara blev fyret, har de ikke været til at kende. Tirsdag gik det galt i igen. Med under ni minutter tilbage af hjemmekampen mod SønderjyskE stod det 2-2. Men da kampen var forbi, viste måltavlen 2-5. Odense, som er det eneste hold der har indtaget førstepladsen i denne sæson, udover Blue Fox, er før torsdagens kamp, hele 30 point efter Blue Fox. De ligger på sjettepladsen, som er den sidste plads der giver direkte adgang til play off. Men Rungsted kommer bagfra, og er kun to point efter.

Vi håber på massiv opbakning torsdag kl. 19.00, når Blue Fox for sidste gang i grundspillet, indtager isen på Kvik Hockey Arena. Så få stillet hockey-sulten, da vores næste hjemmekamp efter torsdag, først er fredag d. 9 marts.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.