Herning Blue Fox styrker defensiven yderligere med et yderst interessant slovensk talent, som i første omgang kommer til klubben på en tryout.

Den 23-årige slovenske back Jurij Repe skifter tilværelsen i tjekkisk ishockey ud med den danske Metal Liga. I den tjekkiske klub Rytiri Kladno, som ejes af NHL legenden Jaromir Jagr har Jurij Repe optrådt de seneste 3 sæsoner, og her har han bl.a. spillet med tidligere Blue Fox spiller Tomas Horna, nuværende spiller Jan Dalecky og naturligvis Jaromir Jagr selv.
Rytiri Kladno betragtes som et tophold i deres liga i Tjekkiet, og sammenligningsmæssigt tilsvarer topholdene i den liga topholdene i den danske liga, så det er en spiller der trods alt har spillet flere sæsoner på et rigtigt fornuftigt niveau. Udover tilværelsen i Tjekkiet er Jurij Repe også fast mand på det slovenske landshold, hvor han senest har spillet OL med landsholdskollegaerne.

Jurij Repe har i nogen tid været i Blue Fox’ søgelys, og med udviklingen på transfermarkedet og de emner, som Herning klubben har haft i kikkerten, så faldt valget på den slovenske landsholdsback, der ligesom sidste års succes Jan Dalecky er scoutet af assisterende træner Lubos Pisar.
”Jeg synes vi har fundet en spændende spiller i Jurij Repe, som er en moderne type spiller med et rigtigt godt skøjteløb. Han er en hårdtarbejdende forsvarsspiller, som naturligvis vil finde plads i vores top 6 defensive linje. Han har helt klart potentiale til at udvikle sig på alle områder og vil kunne bidrage i begge ender af banen, ligesom jeg også ser ham som en spiller der kommer til at skabe flere point end tidligere. Han er en udpræget holdspiller, der ikke trækker sig fra den fysiske del af spillet, så han kommer til at passe fint ind i konceptet for den kommende sæson”, fortæller Blue Fox’ assisterende træner Lubos Pisar.

Kontrakten med det slovenske back-talent Jurij Repe, er som altid under forudsætning af endelig godkendelse fra Dansk Ishockey Union.