Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag skal Blue Fox i kamp igen, og her venter der nok den pt. sværeste opgave man kan støde på i Metal Ligaen. Nemlig den længst mulige bustur, til en udekamp mod topholdet fra Rungsted. Pucken smides kl. 19.00 i Bitcoin Arena.

Blue Fox har nu haft lidt over en uge til at bearbejde det pokkers ærgerlige nederlag hjemme til Esbjerg. En kamp hvor Blue Fox havde pucken mest og klart flest skud, men hvor Esbjerg havde medbragt en uhørt skarphed. Nu har der så været en lille landsholdspause, hvor man har kunne træne godt igennem, og virkelig har haft chancen for at gå i dybden med flere ting.

En landsholdspause er dog ikke ens betydende med at Metal Ligaen ligger helt stille. Blue Fox har brugt pausen på at lave to udskiftninger i truppen. Der er blevet sagt farvel til backen Evan Mosey som aldrig rigtig fandt sig til rette, og dermed logisk nok heller aldrig leverede på det niveau man havde håbet på. Den finske angriber Kim Strömberg er også rejst videre. Trods stor erfaring kom han ikke med det lederskab og det niveau som man havde håbet på, og da han var på en try-out kontrakt, lå den lige til højre-fatningen.

Ind har Blue Fox nu hentet to finske spillere, som begge kommer med pæne CVer. Lauri Taipalus er en rutineret back med masser af erfaring, og i angrebet har man hentet Joonas Riekkinen, som vi kender fra både Gentofte og Hvidovre. Her er der tale om to spillere med en pæn størrelse, som begge kommer med erfaring, men endnu vigtigere, en historie som vidner om lederskab. Det at stammen på vores hold er ved at være overvejende finsk igen, kan også vise sig at være positivt. Finske spillere fungerer ofte bedst sammen, og historien viser også at de største succeser vi har opnået i Herning, har været med store finske spillere på holdkortet.

Første opgave for vores nye spillere og deres holdkammerater bliver altså en udekamp mod Rungsted. En yderst svær opgave. Blue Fox kan aldrig gå ind til en kamp i Metal Ligaen og spille frit. Til det er både interne og eksterne forventninger for store, og det gælder også i denne sæson, selvom tabellen ser ud som den gør. Men det her er måske det tættest vi kommer på muligheden for det. Rungsted er favorit, og flertallet tænker nok at den her tager de også. Så Blue Fox går på isen som underdogs, hvilket absolut ikke er en ulempe. Vi skal gå på isen og spille for at overraske alle, og for at gøre det som flertallet ikke tror på vi kan. Men vi er faktisk fuldstændig ligeglade med flertallet. Vi tror på at vi kan. Vi ved at vi kan, og vi ved at vi har holdet til at gøre det. Så kan det godt være vi er i mindretal, men nu er Metal Ligaen heldigvis ikke et demokrati.

Pausen er ovre og Metal Ligaen er klar til at rulle igen. Pucken smides kl.19.00 tirsdag aften.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.