Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Tirsdag kl. 19.00 smides pucken igen på Kvik Hockey Arena. Blue Fox jagter deres sejr nr. 17 i de sidste 18 ligakampe, samt tre point mere, som næsten med sikkerhed vil sikre førstepladsen. Men det bliver ikke nemt. På den modsatte side af isen venter mestrene fra Esbjerg, som stille og roligt er ved at spille sig i play off-form.

Blue Fox er ikke lige så sprudlende som de var for et par måneder siden. Spillet flyder ikke helt lige så godt, og der skal arbejdes en del mere for målene. Vi vidste jo alle godt at det måtte ske på et eller andet tidspunkt. Ingen kan køre en hel sæsonen igennem på den måde som Blue Fox lagde ud på. Det er simpelthen ikke sket før. Selvom vi alle gerne så at det hele bare fortsatte med at klikke, så er der faktisk en del positivt over det som sker for tiden.

For det første er det imponerende, at holdet er i stand til at blive ved med at vinde. 17 sejre i de sidste 18 Metal Liga kampe er ganske enkelt imponerende. Samtidig kan det vise sig, at den spillemæssige form nedgang rammer på det helt rigtige tidspunkt. Der er stadig lige over en måned til play off, og der venter både en lille landsholdspause, samt en play in pause. Blue Fox kan faktisk have timet det fuldstændig perfekt. Mod Esbjerg tirsdag gælder det så tre nye point. Skulle de blive i Herning, og skulle Aalborg også vinde, så vil afstanden fortsat være på 12 point, og med 15 tilbage at spille om. Så må det ikke kunne gå galt.

Men det bliver ikke nemt mod Esbjerg. Holdet fra vest har længe kæmpet med at finde formen og spillet. Også noget længere end tilfældet har været de sidste to sæsoner. Men på det sidste, er det blevet bedre. I fredags bankede de hjemme i Esbjerg, rivalerne fra SønderjyskE med hele 7-2, et resultat som endte med at koste Dan Ceman trænerjobbet i Sønderjylland.

Den nye kædesammensætning med Vock, Scheel og Miller ser ud til at fungere fra start, og gjorde flere gange ondt på SønderjyskE. Det er en absolut topkæde, som indeholder alt. Fart, fysik, teknik, og tre spillere som alle kan lave mål. Den kæde kan blive vigtig i jagten på top fire, hvor man lige nu ligger og kæmper med flere andre hold.

Blue Fox mod Esbjerg, i en kamp som vigtige point, på et vigtigt tidspunkt på sæsonen. Det kan næsten kun blive særdeles underholdende. Alle er inviteret med, når det går løs tirsdag kl. 19.00, på Kvik Hockey Arena.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.