Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Kampene kommer som perler på en snor for tiden, og tirsdag skal Blue Fox så på den igen. Denne gang drøner ræve-ekspressen til Rødovre, hvor Mighty Bulls venter, og kampen starter kl. 19.00.

Søndag hentede Blue Fox den tredje sejr på stribe, da Aalborg blev besejret hjemme i Herning efter overtid. Små fire minutter tidligere troede hovedparten af de flotte 2045 tilskuere ellers at Blue Fox lå til tre point, men en cm-afgørelse for offside i målfeltet annullerede Daniel Nielsens ellers fremragende kasse. Kampen måtte i overtid, og her dukkede kaptajnen så op igen, da han fulgte op på en retur. En god sejr til Blue Fox i en fysisk spillet kamp, mellem to hold som matchede hinanden igennem alle 60 minutter.

Blue Fox skal finde noget af det samme frem, hvis det skal blive til en sejr i den opdaterede ”Kostald”. For godt nok har Aalborg uden tvivl flere store navne på holdkortet, men Rødovre har et sammenhold, og en vindermentalitet, specielt på hjemmebanen i Rødovre, som ikke mange hold i Metal Ligaen kan matche. Der sker et eller andet med de rødklædte spillere når de indtager deres egen is. De kommer med så meget fart og power, og er virkelig svære at spille i mod. Er modstanderen ikke helt klar fra start, så har pucken det med hurtigt at finde vej til nettet, og så er det først op ad bakke.

Blue Fox skal finde arbejdstøjet frem, og forberede sig på at spille en nok ikke særlig køn kamp. Det kan meget vel blive det hold der vil det mest, der løber med sejren. Det hold der er villige til at gå ind hvor det gør ondt, og det hold der er i stand til at vinde de mange nærkampe. Mod Aalborg var spillet ikke specielt sammenhængende i store perioder, men viljen kan der ikke sættes mange fingre på, og det skal vi se igen tirsdag. For Rødovre på udebane, er på ingen måde en nemmere opgave en Aalborg på hjemmebane. Til kampen håber Blue Fox at have Victor Andersen tilbage, og dermed kan backlinjen få et lille skud tiltrængt bredde.

Blue Fox er i skrivende stund kun fire point fra Frederikshavn på fjerdepladsen, dog har vi spillet en kamp mere. Men vi et tæt på, og tirsdag kan vi komme endnu tættere på, hvis spillerne er klar fra start, og levere som det er nødvendigt. Som nævnt tidligere så kommer kampene som perler på en snor for tiden, og fælles for alle kampene er, at de er vigtige, hele banden.

Face off tirsdag i Rødovre er kl. 19.00.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle.