Skrevet af: Anders Skou Agerlund

Grundspillet går nu ind i sin afgørende fase. Kampene bliver færre og færre, og play off ligger i den grad og lure ganske kort ude i fremtiden. Tirsdag aften løber Blue Fox på isen i Aalborg, hvor de lokale ”Pirater” står klar til at tage i mod. Kampen starter kl. 19.00.

Sidst Blue Fox var i kamp blev det til en sejr på 6-3 hjemme over Rødovre. Siden har der været landskamppause, hvor ”rævene” har haft tre spillere afsted. Morten Poulsen og Nicolai Weichel har været på tur med Danmark, mens Juri Repe har været afsted med det slovenske landshold. Resten af truppen har kunne træner, restituere, håndtere småskader, og selvfølgelig gå modeshow i Herning Centret.

Nu gælder det en kamp på en af de sværeste udebaner i Metal Ligaen. Blue Fox skal igen have fokus på denne ene kamp, hvor det gælder om at få spillet til at fungere, og hvor det gælder om at få en succesoplevelse. Nu har Blue Fox faktisk haft et ganske godt tag på Aalborg i denne sæson. I de første fire opgør har Blue Fox sejret i tre af dem, og fælles for alle de kampe hvor det er endt med sejr har været, at Blue Fox faktisk har spillet en rigtig god kamp. Det må de meget gerne gøre igen tirsdag.

Der er to spørgsmålstegn i rævetruppen. Kaptajn Daniel Nielsen udgik af kampen mod Rungsted tirsdag for to uger siden. Efterfølgende blev det heldigvis konstateret at der ikke var noget brud, men han ville dog blive nødt til at holde en lille pause. Nu er der så gået to uger, så det bliver spændende at se om han er med igen. Den anden er Lasse Lassen. Han trænede ikke med fredag, og deltog ikke i modeshowet lørdag grundet sygdom. Vi håber han har fået det bedre.

Hvad kan vi så vente af Aalborg? De danske mestre har i den grad været en skygge af sig selv på det seneste. Holdet har virket fuldstændig uden lyst og energi. Deres seneste sejr fandt sted d. 20. januar. Siden har de tabt 3-4 efter straffeslag hjemme til Odense, 5-2 ude mod Rungsted, 1-4 hjemme til SønderjyskE, og senest blev det til et nederlag på 0-3 hjemme til Herlev. Så gik den ikke længere for cheftræneren. Jason Morgen måtte gå planken ud, og forlade klubben.

Den tidligere assistenttræner Garth Murray er nu blevet forfremmet til chef, og det skal blive spændende at se hvad det får af betydning. Når der bliver skiftet træner, kan det gå begge veje, og derfor er det rimelig svært at forudsige hvilken forfatning Aalborg kommer i. De har også døjet lidt med nogle skader. Men det er trods alt Aalborg vi snakker om, tilmed på hjemmebane. Så vi må næsten forvente at Aalborg kommer med fuldt skrald.

Sidste del af grundspillet går vi nu ind i. Det er nu det for alvor begynder at spidse til. Pucken smides kl. 19.00 tirsdag aften i Aalborg.

Byens rødder – Midtjysk vilje. Rigtig god kamp til alle